Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstår lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som åbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”

Sætningen “Ytringsfriheden er en af de ældste og vigtigste blandt menneskerettighederne” er i den 12-åriges kladdehæfte en banalitet, der skal straffes med rød blæk og et overbærende blik, men i Anne Knudsens tilfælde fremstår den prioritererende affirmation af menneskerettighederne som del af en politisk vederstyggelighed, der bliver stadig mere fremherskende i det lille dannevang.

Efter denne foruroligende lancering af selektive rettigheder proklameres ytringsfriheden som bolværk mod “autoritære og vilkårlige” politiske systemer. Nu kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der kendetegner hhv. frie og autoritære samfund, og hvorvidt de vestlige demokratier er godt i gang med at brænde alle friheder af under flugten fra en imaginær fjende, men det forstyrrende ord er “vilkårlige.” Hvad pokker karakteriserer et vilkårligt politisk system? Det nævnes ikke direkte, men læseren får efterhånden en anelse.

Ytringsfriheden gennemsyrer naturligvis COP15, og Anne Knudsen fremhæver, hvor fantastisk det er, at “enhver” har adgang til diskussionerne i form af 45.000 delegerede. Her har vi igen den selektive universalitet. Over for disse “uafhængige meningsdannere” har vi “aktivisterne” – dem, der bare skal lukke røven, dem, der absolut vil bryde ind i Bella Center, hvor “enhver” jo allerede er forsamlet.

“Aktivister” er for Anne Knudsen, dem der vil bryde ind I Bella Center. Det er dem, er kompromitterer sikkerheden af de forsamlede statsledere. Det er “de forvildede unge med “Klimalømmel” smukt trykt på designerjakkerne.” “De forvildede unge” er formentlig at ligne med “de moraliserende lovovertrædere,” som Anne Knudsen med foragt benævnte dyreretsaktivisterne i sin leder Dyr og dyr. Disse to grupper er ikke omfattet af ytringsfriheden, for de spiller ikke efter reglerne. Eller er det fordi, de bærer designertøj?

Nu er det formentligt svært at påvise en særlig fremtrædende brug af designertøj blandt disse larmende uromagere. Det er naturligvis blot genbrug af Lene Espersens gamle beskrivelse af de forkælede unge, der bare skal holde kæft og acceptere fars tilbud om en BMW. I stedet for som en træt skolelærer, der for tyvende gang skal forklare klassens absolut langsomste pige, hvordan man lægger to tal sammen, at demonstrere påstandens usandsynlighed, er det lettere at påpege, at selv velhaverbørn er inkluderet i menneskerettighederne. Måske ikke Anne Knudsens version, men den oprindelige udgave.

Anne Knudsen er for massedemonstrationer. De er udtryk for forsamlingsfriheden:

“Men hvis almindelige mennesker skal turde demonstrere i gaderne, skal de være trygge ved ikke at blive blandet ind i vold. Det har det danske politi omsider lært, hvordan man sikrer, så vi indtil videre har været stort set fri for de vante rædselsscener; aktivisterne har hidtil kun haft held til at brænde ni privatbiler af.”

Igen selektionen: “Almindelige mennesker” (hvem de så end måtte være) har politibeskyttet ytrings- og forsamlingsfrihed, medens aktivisterne forsøger at ødelægge det hele ved at smide med mursten og brænd alting af. Det er selvfølgelig teoretisk muligt, at Anne Knudsen er så hamrende tåbelig, at hun rent faktisk tror på den distinktion. Alternativet er naturligvis, at hun er grænsefascistoid i sine gentagne forsøg på udgrænse og stigmatisere ethvert forsøg på kritik af status quo. Den trætte skolelærer må igen betragte Anne Knudsens kladdehæfte med regnestykket “aktivist = forkælede, veldesignede voldspsykopater” og give hende frit valg mellem karakteren “tåbe” eller “meget, meget ubehageligt menneske.” Er der andre muligheder? Forslag modtages gladeligt.

Aktivisternes brøde består bl.a. i en krænkelse af ejendomsretten, der også er blandt “de oprindeligste menneskerettigeder.” Vi påpeger kort den selektive, lettere strategiske brug af menneskerettighederne og går skyndsomt videre: “Det er en antidemokratisk handling at øve hærværk, fordi det krænker en grundlæggende menneskerettighed.” Udover en hurtig rød streg under den tvivlsomme logik, må man naturligvis indvende: Hærværk er ulovligt, er det ikke nok? Hvorfor skal de “forvildede unge” med designerjakker pludselig stilles for menneskerettighedsdomstolen?

Anne Knudsens sidste opstød er rettet mod “den stadig mere bizarre Naomi Klein,” som “aktivist” kun har politisk fantasi til opfordringer til vold. Igen er det vist svært på redelig vis at fremstille Naomi Klein som voldsagitator. Problemet med Naomi Klein er jo netop, at hun ikke er radikal nok. Hun er klichéen på en nordamerikansk venstrefløjsaktivist med lidt for mange tomme gloser og fad polemik og lidt for lidt skarp analyse. At betragte Naomi Klein som en stadigt stigende kurve af “bizar” er vist tegn på en ualmindeligt sphincteranstrengt småborgerlighed.

Anne Knudsen afslutter med bravour: “Det flotte ved politiets indsats i København de seneste uger er netop, at det store vi, som kan respektere andre menneskers rettigheder, faktisk har haft fred til at ytre sig.” “Det store vi.” Alligevel! Her bekendes trods alt kulør med en vis tydelighed. “Det store vi,” der er inden for rettens beskyttende og beskyttede sfære over for de “bizarre,” der mener at menneskerettighederne ikke kan deles i “os” og “dem”. Her ser vi endelig, hvad Anne Knudsen mener med “vilkårlige politiske systemer.” Det er de “forvildede” ukontrollerbare, “bizarre” mennesker, der kræver en anden verden.

Anne Knudsen hævder, at de kommer fra “Den anden planet.” Dette er eneste tilfælde af logisk stringens i hendes indlæg. Det er de umælende, men larmende dyr, der råber op til gene for anstændige mennesker. Ytringsfriheden i Anne Knudsens selektive udgave er netop en værn mod sådanne ubehageligeder. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at fremstille stemmerne, der påstår muligheden af en anden verden, som stemmer fra en anden planet.

These are the days of the COP15 summit and more or less everyone is busy stating their views of a better world. There are a lot of professional opinion makers in the fray. Prominent among them, Naomi Klein yesterday contributed with the following commentary in her Memo to Danes: Even You Cannot Control This Summit: “In the morning demonstrators are going to march to the Bella Center to demand real solutions to the climate crisis, not the fuzzy math and carbon trading on offer inside.”

Carbon trading might be a legitimate means for handling the current problems, it might be the contrary, but to simply oppose “real solutions” to “fuzzy math and carbon trading” is downright silly. Why is math an unreal tool to the task? One should think that mathematics would be a necessary and very real element in fighting climate change. What she means, of course, is that the official negotiators have trouble agreeing on the math and that carbon trading is an unacceptable solution. But sadly, the math seems equally fuzzy at Klimaforum09, and carbon trading is, supposedly, a manifestly more real solution than “real solutions.”

Of course, there should be a popular appeal for a strict and binding resolution. But when Naomi Klein uses her Naomi Klein authority to back the appeal she should be a bit more careful not to weaken it by random ranting. Apparently, when marveling at Danish design and wondering where the Danish talent for such products comes from, she was told the following: “We’re control freaks.” “It comes from being a small country with not much power. We have to control what we can.” Naomi Klein then uses this dubious rendering of Danish character, if such a thing ever existed, to conclude in a final bravado: “So memo to our Danish hosts: sure, Copenhagen is your city, and we love you for your bicycles and windmills. But it’s everyone’s planet. Stop trying to design us out of the picture.”

She seems to be using a rather confused terminology. The title is directed at Danes. In the finale she addresses the Danish hosts. The organizers or the Danish population? Copenhagen is who’s city? The bicycles and windmills belong to whom? What is “it’s everyone’s planet” if not an empty phrase, “everyone” being the most fuzzy mathematical description of quantity ever? And when she wants not to be “designed out of the picture,” is she asking the organizers, the population of Denmark, the police, or who?

The acts of the police during saturday’s demonstration are a disgrace, and so are the laws that allow them. But ascribing “fuzzy” identities to Danes or the owners of the planet or whoever she feels are responsible for restrictions of the rights to protest and the doubtful outcome of the summit demonstrate that the angry call for “real solutions” is but words, words, words. And not the poetry as is needed, which signifies its own lack of signification, but the endless words of indignation that strut and fret their hour upon the stage.

Blanchot once wrote: “Je ne puis dire quel malheur envahit l’homme qui une fois a pris la parole.” A possible translation would be “I cannot express the calamity that falls upon a man once he starts to speak.” Speaking is a wondrous and terrible thing. To speak out for or against something as an authoritative individual will easily undermine the goals you hope to achieve and serve nothing but the constitution of your own self image. Maybe it is time to adopt the motto of a certain unnamable character: “De nobis ipsis silemus.”