“Hvis nogen efter en tår over tørsten havde forsøgt sig med at lancere påstanden om, at de missionske boller deres døtre tykke, eller at førtidspensionister driver hjemmebordeller med mindreårige, som et seriøst indslag i debatten om noget som helst, havde alle og enhver trukket på skuldrene over det rablende fjols, uanset hvilken forening han eller hun var formand for. Men adskillige fuldvoksne danskere har nu i ugevis seriøst beskæftiget sig med Lars Hedegaards påstand fra denne skuffe.

Anne Knudsen mener altså, at Lars Hedegaard har været udsat for en noget pedantisk behandling, der ikke var tilkommet nogen anden i en lignende situation. Altså udgør “adskillige fuldvoksne danskeres” barnlige reaktion en overfølsomhed over for enten Lars Hedegaard eller enhver kritik af Islam. Dette argument er tidligere fremført af Søren Krarup:

“Jeg tager hele historien som et vidnesbyrd, om den position Trykkefrihedsselskabet har fået i offentligheden, som har generet så mange fra venstrefløjen og – hvad skal vi sige – den kulturradikale mediemafia. Man ønsker for enhver pris at få ram på dem” ²

Mon ikke Anne Knudsens begreb om Kulturracisme udspringer af en tilsvarende irritation over den evigt besværlige og moraliserende kulturradikalisme, som den opfattes af pastor Krarup?

“Naragtigheden ved det hele” kommer ifølge Anne Knudsen af, at de “fuldvoksne” og “velmenende mennesker” drager i felten for at proklamere, at Lars Hedegaard tager fejl – “Muslimer voldtager ikke deres døtre” –, hvorved de udbreder den fordrukne tåbelighed i både tid og rum. Lars Hedegaards ytringer skal tilsyneladende – af hensyn de omhandlede grupper naturligvis – bare ties ihjel.

Sædvanen tro synes Anne Knudsen at have misforstået et eller andet. Skulle et fordrukkent fjols lancere tåbeligheder med tårevædet blik rettet mod flagstangen hjemme bag ligusterhækken, er det trist, men måske ikke årsag til stor ståhej. Når formanden for Trykkefrihedsselskabet udtaler sig tåbeligt om “ideologien bag Islam,” optræder han derimod som nøgledeltager i en debat, der tidligere har haft muhammedtegningerne som bidrag: Hvad har man ret til og hvad kan man tillade sig at sige om andre? Når lederstaben i DF derefter går ud og støtter op om det fordrukne vrøvl, er der rent faktisk tale om en politisk debat. Det fordrukne vrøvl bliver gentaget på parlamentarisk niveau.

Når de “velmenende mennesker” drager i felten er det således ikke for at sige, at Lars Hedegaard er fuld af løgn, men for at pointere, at prominente kræfter rent faktisk finder den slags udtalelser legitime. Det er ikke en afvisning af udsagnet, der for ethvert rationelt mennesker annullerer sig selv, men en kritik af de instanser, som proklamerer udsagnets sandhed ³.

Ifølge Anne Knudsen er “de arme muslimer”, der nu lider under det fordrukne udsagns evindelige gentagelse i medierne, gidsler i oppositionens forsøg på at splitte VKO-regeringen og dermed øge sine chancer for sejr i et kommende folketingsvalg. Muslimernes “angivelige venner” forsøger altså en gang Del og Hersk uden hensyntagen til de muslimske ofre. Spørgsmålet er, om ikke det snarere er Anne Knudsen, der forsøger at delegitimere den “velmenende” kritik generelt? Den “moraliserende” afstandtagen er jo ikke Anne Knudsens kop te. Den vover nemlig at stille sig uden for “det store vi” og påstå muligheden af andre fællesskabsformer. Kulturracisme?