Anne Knudsen
Anne Knudsen indleder sit juleevangelium – sin sædvanlige tilsvining af alle, der ikke smertefrit træder den gode produktive borgers sko og marcherer i takt med “det store vi” – med et julemysterium: Hvordan kan det være, at der ĂĄr efter ĂĄr bliver flere værdigt trængende, nĂĄr arbejdsløsheden stadigt er lav. Det mystiske ved mysteriet er naturligvis ikke selve mysteriet, som ikke er et mysterium, men proklameringen af mysteriet. Mysteriet har jo rent faktisk mulige forklaringer, men som sædvanlig foretrækker Anne Knudsen at insinuere uforklarlighedens utilladelighed, ligesom hun afviser “forvildede unge” og “moraliserende lovovertrædere”, fordi muligheden af, at de skulle have legitime motiver, ligger uden for den tidligere antropologiske forskers fatteevne 1.
Julemysteriet er naturligvis relateret til gaven: “Riges omsorg for fattige mennesker er imidlertid en af de dyder, den moderne velfærdsstat har gjort en del for at udrydde; man fandt det nemlig uværdigt, at private fattige skulle (eller bare kunne) sige tak til private rige.” Statens gavegiveri er sĂĄledes “endnu et skridt pĂĄ vejen væk fra det personlige ansvar og frem mod staten som det eneste voksne samfundsmedlem.” Den patroniserende stat skal altsĂĄ afløses af de riges patronat. I stedet for en eftergivende stat skal de fattige børn fĂĄ en anden kærlighed at føle.
Continue reading →
- se evt. indlæggene Muligheden af en anden verden og Dyr og dyr – angivelighedens pris ↩
