Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstår lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som åbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”

Sætningen “Ytringsfriheden er en af de ældste og vigtigste blandt menneskerettighederne” er i den 12-åriges kladdehæfte en banalitet, der skal straffes med rød blæk og et overbærende blik, men i Anne Knudsens tilfælde fremstår den prioritererende affirmation af menneskerettighederne som del af en politisk vederstyggelighed, der bliver stadig mere fremherskende i det lille dannevang.

Efter denne foruroligende lancering af selektive rettigheder proklameres ytringsfriheden som bolværk mod “autoritære og vilkårlige” politiske systemer. Nu kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der kendetegner hhv. frie og autoritære samfund, og hvorvidt de vestlige demokratier er godt i gang med at brænde alle friheder af under flugten fra en imaginær fjende, men det forstyrrende ord er “vilkårlige.” Hvad pokker karakteriserer et vilkårligt politisk system? Det nævnes ikke direkte, men læseren får efterhånden en anelse.

Ytringsfriheden gennemsyrer naturligvis COP15, og Anne Knudsen fremhæver, hvor fantastisk det er, at “enhver” har adgang til diskussionerne i form af 45.000 delegerede. Her har vi igen den selektive universalitet. Over for disse “uafhængige meningsdannere” har vi “aktivisterne” – dem, der bare skal lukke røven, dem, der absolut vil bryde ind i Bella Center, hvor “enhver” jo allerede er forsamlet.

“Aktivister” er for Anne Knudsen, dem der vil bryde ind I Bella Center. Det er dem, er kompromitterer sikkerheden af de forsamlede statsledere. Det er “de forvildede unge med “Klimalømmel” smukt trykt på designerjakkerne.” “De forvildede unge” er formentlig at ligne med “de moraliserende lovovertrædere,” som Anne Knudsen med foragt benævnte dyreretsaktivisterne i sin leder Dyr og dyr. Disse to grupper er ikke omfattet af ytringsfriheden, for de spiller ikke efter reglerne. Eller er det fordi, de bærer designertøj?

Nu er det formentligt svært at påvise en særlig fremtrædende brug af designertøj blandt disse larmende uromagere. Det er naturligvis blot genbrug af Lene Espersens gamle beskrivelse af de forkælede unge, der bare skal holde kæft og acceptere fars tilbud om en BMW. I stedet for som en træt skolelærer, der for tyvende gang skal forklare klassens absolut langsomste pige, hvordan man lægger to tal sammen, at demonstrere påstandens usandsynlighed, er det lettere at påpege, at selv velhaverbørn er inkluderet i menneskerettighederne. Måske ikke Anne Knudsens version, men den oprindelige udgave.

Anne Knudsen er for massedemonstrationer. De er udtryk for forsamlingsfriheden:

“Men hvis almindelige mennesker skal turde demonstrere i gaderne, skal de være trygge ved ikke at blive blandet ind i vold. Det har det danske politi omsider lært, hvordan man sikrer, så vi indtil videre har været stort set fri for de vante rædselsscener; aktivisterne har hidtil kun haft held til at brænde ni privatbiler af.”

Igen selektionen: “Almindelige mennesker” (hvem de så end måtte være) har politibeskyttet ytrings- og forsamlingsfrihed, medens aktivisterne forsøger at ødelægge det hele ved at smide med mursten og brænd alting af. Det er selvfølgelig teoretisk muligt, at Anne Knudsen er så hamrende tåbelig, at hun rent faktisk tror på den distinktion. Alternativet er naturligvis, at hun er grænsefascistoid i sine gentagne forsøg på udgrænse og stigmatisere ethvert forsøg på kritik af status quo. Den trætte skolelærer må igen betragte Anne Knudsens kladdehæfte med regnestykket “aktivist = forkælede, veldesignede voldspsykopater” og give hende frit valg mellem karakteren “tåbe” eller “meget, meget ubehageligt menneske.” Er der andre muligheder? Forslag modtages gladeligt.

Aktivisternes brøde består bl.a. i en krænkelse af ejendomsretten, der også er blandt “de oprindeligste menneskerettigeder.” Vi påpeger kort den selektive, lettere strategiske brug af menneskerettighederne og går skyndsomt videre: “Det er en antidemokratisk handling at øve hærværk, fordi det krænker en grundlæggende menneskerettighed.” Udover en hurtig rød streg under den tvivlsomme logik, må man naturligvis indvende: Hærværk er ulovligt, er det ikke nok? Hvorfor skal de “forvildede unge” med designerjakker pludselig stilles for menneskerettighedsdomstolen?

Anne Knudsens sidste opstød er rettet mod “den stadig mere bizarre Naomi Klein,” som “aktivist” kun har politisk fantasi til opfordringer til vold. Igen er det vist svært på redelig vis at fremstille Naomi Klein som voldsagitator. Problemet med Naomi Klein er jo netop, at hun ikke er radikal nok. Hun er klichéen på en nordamerikansk venstrefløjsaktivist med lidt for mange tomme gloser og fad polemik og lidt for lidt skarp analyse. At betragte Naomi Klein som en stadigt stigende kurve af “bizar” er vist tegn på en ualmindeligt sphincteranstrengt småborgerlighed.

Anne Knudsen afslutter med bravour: “Det flotte ved politiets indsats i København de seneste uger er netop, at det store vi, som kan respektere andre menneskers rettigheder, faktisk har haft fred til at ytre sig.” “Det store vi.” Alligevel! Her bekendes trods alt kulør med en vis tydelighed. “Det store vi,” der er inden for rettens beskyttende og beskyttede sfære over for de “bizarre,” der mener at menneskerettighederne ikke kan deles i “os” og “dem”. Her ser vi endelig, hvad Anne Knudsen mener med “vilkårlige politiske systemer.” Det er de “forvildede” ukontrollerbare, “bizarre” mennesker, der kræver en anden verden.

Anne Knudsen hævder, at de kommer fra “Den anden planet.” Dette er eneste tilfælde af logisk stringens i hendes indlæg. Det er de umælende, men larmende dyr, der råber op til gene for anstændige mennesker. Ytringsfriheden i Anne Knudsens selektive udgave er netop en værn mod sådanne ubehageligeder. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at fremstille stemmerne, der påstår muligheden af en anden verden, som stemmer fra en anden planet.