“Hvis nogen efter en tår over tørsten havde forsøgt sig med at lancere påstanden om, at de missionske boller deres døtre tykke, eller at førtidspensionister driver hjemmebordeller med mindreårige, som et seriøst indslag i debatten om noget som helst, havde alle og enhver trukket på skuldrene over det rablende fjols, uanset hvilken forening han eller hun var formand for. Men adskillige fuldvoksne danskere har nu i ugevis seriøst beskæftiget sig med Lars Hedegaards påstand fra denne skuffe.

Anne Knudsen mener altså, at Lars Hedegaard har været udsat for en noget pedantisk behandling, der ikke var tilkommet nogen anden i en lignende situation. Altså udgør “adskillige fuldvoksne danskeres” barnlige reaktion en overfølsomhed over for enten Lars Hedegaard eller enhver kritik af Islam. Dette argument er tidligere fremført af Søren Krarup:

“Jeg tager hele historien som et vidnesbyrd, om den position Trykkefrihedsselskabet har fået i offentligheden, som har generet så mange fra venstrefløjen og – hvad skal vi sige – den kulturradikale mediemafia. Man ønsker for enhver pris at få ram på dem” ²

Mon ikke Anne Knudsens begreb om Kulturracisme udspringer af en tilsvarende irritation over den evigt besværlige og moraliserende kulturradikalisme, som den opfattes af pastor Krarup?

“Naragtigheden ved det hele” kommer ifølge Anne Knudsen af, at de “fuldvoksne” og “velmenende mennesker” drager i felten for at proklamere, at Lars Hedegaard tager fejl – “Muslimer voldtager ikke deres døtre” –, hvorved de udbreder den fordrukne tåbelighed i både tid og rum. Lars Hedegaards ytringer skal tilsyneladende – af hensyn de omhandlede grupper naturligvis – bare ties ihjel.

Sædvanen tro synes Anne Knudsen at have misforstået et eller andet. Skulle et fordrukkent fjols lancere tåbeligheder med tårevædet blik rettet mod flagstangen hjemme bag ligusterhækken, er det trist, men måske ikke årsag til stor ståhej. Når formanden for Trykkefrihedsselskabet udtaler sig tåbeligt om “ideologien bag Islam,” optræder han derimod som nøgledeltager i en debat, der tidligere har haft muhammedtegningerne som bidrag: Hvad har man ret til og hvad kan man tillade sig at sige om andre? Når lederstaben i DF derefter går ud og støtter op om det fordrukne vrøvl, er der rent faktisk tale om en politisk debat. Det fordrukne vrøvl bliver gentaget på parlamentarisk niveau.

Når de “velmenende mennesker” drager i felten er det således ikke for at sige, at Lars Hedegaard er fuld af løgn, men for at pointere, at prominente kræfter rent faktisk finder den slags udtalelser legitime. Det er ikke en afvisning af udsagnet, der for ethvert rationelt mennesker annullerer sig selv, men en kritik af de instanser, som proklamerer udsagnets sandhed ³.

Ifølge Anne Knudsen er “de arme muslimer”, der nu lider under det fordrukne udsagns evindelige gentagelse i medierne, gidsler i oppositionens forsøg på at splitte VKO-regeringen og dermed øge sine chancer for sejr i et kommende folketingsvalg. Muslimernes “angivelige venner” forsøger altså en gang Del og Hersk uden hensyntagen til de muslimske ofre. Spørgsmålet er, om ikke det snarere er Anne Knudsen, der forsøger at delegitimere den “velmenende” kritik generelt? Den “moraliserende” afstandtagen er jo ikke Anne Knudsens kop te. Den vover nemlig at stille sig uden for “det store vi” og påstå muligheden af andre fællesskabsformer. Kulturracisme?

There is a funny double entendre in the French original, which is sadly lost in translation. The sentence has three members. The first one is perceived as a question even though it has no question mark. The second member states that someone said something, this something being the third member. The ambiguity arises in this last member, which can be read as both a direct and an indirect quotation. Either someone repeated the question in the first member – “What matter who’s speaking” – or someone said that, in fact, it matters who is speaking.

The funny bit, of course, is the “someone” claiming the importance of identity. Who speaks at aleph.dk? Both an “I” and a “we.” Certainly, only one person writes all this garbage but there is a difference between the “someone” holding the pen and the “someone” who speaks through what is written. As Foucault once said: “Dans l’écriture, il n’y a pas de la manifestation ou de l’exaltation du geste d’écrire ; il ne s’agit pas de l’épinglage d’un sujet dans un langage ; il est question de l’ouverture d’un espace où le sujet écrivant ne cesse de disparaître.” ²

There are a lot of theoretical subtleties in this argument and, unfortunately, it would derail our argument too much to pursue the disentanglement of their respective threads. Suffice it to say, that it is no longer theoretically viable to uphold the romantic notion of the text as direct imprint of the authoring soul.

The effacing of the authoring authority is, “I” feel, a healthy exercise, which is hopefully at the core of our present authoring function. The friendly questioning of “our” use of personal pronouns resulted, i.a., from our critique of Anne Knudsen’s usage of the term “the greater we” (“det store vi”)³. What is the difference between her “we” and our “we”?

Our “we” is completely empty. It is an empty megaphone, it is the “no hay banda” of Mulholland Drive. Every word needs an articulating mouth and our mouth opens wide for one single statement and is then closed forever. Anne Knudsen’s “greater we,” on the other hand, along with the usages of the “we” demonstrated in We the people, is a doxological “we.” It is the exclusive society of good Danish citizens. It is the obscurantist hailing of a never existing Danish spirit as the only true identity of the good Danish citizen and subsequent attempt at legally ostracizing anyone who dares not to comply.

The consistent question “What matter who’s speaking” and the anonymous “someone” of whoever claiming the importance of the speaker are part and parcel with another of Beckett’s characters. The first person narrator of The Unnamable tried in vain to take the motto “De nobis ipsis silemus.” ⁴. Maybe, in stead of the obscurantist declaration of who “we” are, “we” should accept ourselves as merely “someone” with an anonymous voice, not searching the fixating of identity through language but the opening of a space where “someone” is identity enough.

Anne Knudsen

Anne Knudsen indleder sit juleevangelium – sin sædvanlige tilsvining af alle, der ikke smertefrit træder den gode produktive borgers sko og marcherer i takt med “det store vi” – med et julemysterium: Hvordan kan det være, at der år efter år bliver flere værdigt trængende, når arbejdsløsheden stadigt er lav. Det mystiske ved mysteriet er naturligvis ikke selve mysteriet, som ikke er et mysterium, men proklameringen af mysteriet. Mysteriet har jo rent faktisk mulige forklaringer, men som sædvanlig foretrækker Anne Knudsen at insinuere uforklarlighedens utilladelighed, ligesom hun afviser “forvildede unge” og “moraliserende lovovertrædere”, fordi muligheden af, at de skulle have legitime motiver, ligger uden for den tidligere antropologiske forskers fatteevne ¹.

Julemysteriet er naturligvis relateret til gaven: “Riges omsorg for fattige mennesker er imidlertid en af de dyder, den moderne velfærdsstat har gjort en del for at udrydde; man fandt det nemlig uværdigt, at private fattige skulle (eller bare kunne) sige tak til private rige.” Statens gavegiveri er således “endnu et skridt på vejen væk fra det personlige ansvar og frem mod staten som det eneste voksne samfundsmedlem.” Den patroniserende stat skal altså afløses af de riges patronat. I stedet for en eftergivende stat skal de fattige børn få en anden kærlighed at føle.

Anne Knudsens gaveevangelium afslører dernæst denne kærligheds hemmelighed: ”Giveren af gode gaver giver aldrig rigtig slip på gaven, og modtageren kan aldrig helt glemme giveren. Det er en social grundlov […]” Nu vides det jo ikke, hvorfra Anne Knudsen udleder denne grundlov, dette gavereglement. En noget tendentiøs læsning af Marcel Mauss måske? Men hvad blev af f.eks. Derridas begreb om gaven som det, der ikke kan gives? Giver du bare, hvad du har i overskud, udgør det ingen gave. Gaven er at give husly, når du ikke har plads, at tilgive det utilgivelige.

Næh, ifølge Anne Knudsens juleevangelium er gaven ”aldrig uden betingelser.” Den fattige skal gøre gengæld ved at bedre sig, ved at holde op med at besmudse ”det store vi” og træde den goder borgerlige vals i takt til musikken. Når den fattige modtager et par balsko, skal de på fødderne med ydmyg tak, om de passer eller ej.

Anne Knudsen fortsætter: ”Glæder man andre af et godt hjerte, må man give modtageren lov til at gøre gengæld; det er hårdhjertet at nægte at tage imod taknemmelighed.” De riges gavmilde patronat giver jo af godt hjerte. De vil jo det bedste, og de ved, hvad de snakker om. De er jo rige! De forvildede mennesker skal ledes ind på den rette sti, de skal indlemmes i ”det store vi,” om de vil eller ej, og når de modtager gaven har de pligt dertil.

Gaven er nemlig pligt uden ret: ”Rettigheder er fine, men hvis man har ret til sin gave, bringer den ingen glæde. En gave er netop det, man ikke har ret til.” Den fattige har ingen ret til at modtage, men når gaven falder, skal der rettes ind. Ellers er det ud i kulden. Glædelig jul!

Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstår lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som åbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”

Sætningen “Ytringsfriheden er en af de ældste og vigtigste blandt menneskerettighederne” er i den 12-åriges kladdehæfte en banalitet, der skal straffes med rød blæk og et overbærende blik, men i Anne Knudsens tilfælde fremstår den prioritererende affirmation af menneskerettighederne som del af en politisk vederstyggelighed, der bliver stadig mere fremherskende i det lille dannevang.

Efter denne foruroligende lancering af selektive rettigheder proklameres ytringsfriheden som bolværk mod “autoritære og vilkårlige” politiske systemer. Nu kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der kendetegner hhv. frie og autoritære samfund, og hvorvidt de vestlige demokratier er godt i gang med at brænde alle friheder af under flugten fra en imaginær fjende, men det forstyrrende ord er “vilkårlige.” Hvad pokker karakteriserer et vilkårligt politisk system? Det nævnes ikke direkte, men læseren får efterhånden en anelse.

Ytringsfriheden gennemsyrer naturligvis COP15, og Anne Knudsen fremhæver, hvor fantastisk det er, at “enhver” har adgang til diskussionerne i form af 45.000 delegerede. Her har vi igen den selektive universalitet. Over for disse “uafhængige meningsdannere” har vi “aktivisterne” – dem, der bare skal lukke røven, dem, der absolut vil bryde ind i Bella Center, hvor “enhver” jo allerede er forsamlet.

“Aktivister” er for Anne Knudsen, dem der vil bryde ind I Bella Center. Det er dem, er kompromitterer sikkerheden af de forsamlede statsledere. Det er “de forvildede unge med “Klimalømmel” smukt trykt på designerjakkerne.” “De forvildede unge” er formentlig at ligne med “de moraliserende lovovertrædere,” som Anne Knudsen med foragt benævnte dyreretsaktivisterne i sin leder Dyr og dyr. Disse to grupper er ikke omfattet af ytringsfriheden, for de spiller ikke efter reglerne. Eller er det fordi, de bærer designertøj?

Nu er det formentligt svært at påvise en særlig fremtrædende brug af designertøj blandt disse larmende uromagere. Det er naturligvis blot genbrug af Lene Espersens gamle beskrivelse af de forkælede unge, der bare skal holde kæft og acceptere fars tilbud om en BMW. I stedet for som en træt skolelærer, der for tyvende gang skal forklare klassens absolut langsomste pige, hvordan man lægger to tal sammen, at demonstrere påstandens usandsynlighed, er det lettere at påpege, at selv velhaverbørn er inkluderet i menneskerettighederne. Måske ikke Anne Knudsens version, men den oprindelige udgave.

Anne Knudsen er for massedemonstrationer. De er udtryk for forsamlingsfriheden:

“Men hvis almindelige mennesker skal turde demonstrere i gaderne, skal de være trygge ved ikke at blive blandet ind i vold. Det har det danske politi omsider lært, hvordan man sikrer, så vi indtil videre har været stort set fri for de vante rædselsscener; aktivisterne har hidtil kun haft held til at brænde ni privatbiler af.”

Igen selektionen: “Almindelige mennesker” (hvem de så end måtte være) har politibeskyttet ytrings- og forsamlingsfrihed, medens aktivisterne forsøger at ødelægge det hele ved at smide med mursten og brænd alting af. Det er selvfølgelig teoretisk muligt, at Anne Knudsen er så hamrende tåbelig, at hun rent faktisk tror på den distinktion. Alternativet er naturligvis, at hun er grænsefascistoid i sine gentagne forsøg på udgrænse og stigmatisere ethvert forsøg på kritik af status quo. Den trætte skolelærer må igen betragte Anne Knudsens kladdehæfte med regnestykket “aktivist = forkælede, veldesignede voldspsykopater” og give hende frit valg mellem karakteren “tåbe” eller “meget, meget ubehageligt menneske.” Er der andre muligheder? Forslag modtages gladeligt.

Aktivisternes brøde består bl.a. i en krænkelse af ejendomsretten, der også er blandt “de oprindeligste menneskerettigeder.” Vi påpeger kort den selektive, lettere strategiske brug af menneskerettighederne og går skyndsomt videre: “Det er en antidemokratisk handling at øve hærværk, fordi det krænker en grundlæggende menneskerettighed.” Udover en hurtig rød streg under den tvivlsomme logik, må man naturligvis indvende: Hærværk er ulovligt, er det ikke nok? Hvorfor skal de “forvildede unge” med designerjakker pludselig stilles for menneskerettighedsdomstolen?

Anne Knudsens sidste opstød er rettet mod “den stadig mere bizarre Naomi Klein,” som “aktivist” kun har politisk fantasi til opfordringer til vold. Igen er det vist svært på redelig vis at fremstille Naomi Klein som voldsagitator. Problemet med Naomi Klein er jo netop, at hun ikke er radikal nok. Hun er klichéen på en nordamerikansk venstrefløjsaktivist med lidt for mange tomme gloser og fad polemik og lidt for lidt skarp analyse. At betragte Naomi Klein som en stadigt stigende kurve af “bizar” er vist tegn på en ualmindeligt sphincteranstrengt småborgerlighed.

Anne Knudsen afslutter med bravour: “Det flotte ved politiets indsats i København de seneste uger er netop, at det store vi, som kan respektere andre menneskers rettigheder, faktisk har haft fred til at ytre sig.” “Det store vi.” Alligevel! Her bekendes trods alt kulør med en vis tydelighed. “Det store vi,” der er inden for rettens beskyttende og beskyttede sfære over for de “bizarre,” der mener at menneskerettighederne ikke kan deles i “os” og “dem”. Her ser vi endelig, hvad Anne Knudsen mener med “vilkårlige politiske systemer.” Det er de “forvildede” ukontrollerbare, “bizarre” mennesker, der kræver en anden verden.

Anne Knudsen hævder, at de kommer fra “Den anden planet.” Dette er eneste tilfælde af logisk stringens i hendes indlæg. Det er de umælende, men larmende dyr, der råber op til gene for anstændige mennesker. Ytringsfriheden i Anne Knudsens selektive udgave er netop en værn mod sådanne ubehageligeder. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at fremstille stemmerne, der påstår muligheden af en anden verden, som stemmer fra en anden planet.

Fra tid til anden støder man på udsagn, der i struktur og indhold er så vildfarne, at man næsten ikke orker at løfte pegefingeren til opbyggelig retningsangivelse mod fornuftens åbenbart svært navigerbare sti, men blot i mat stilhed græmmes over det velunderbyggede standpunkts devaluering til fordel for en polemisk mauvaise foi. Når denne tilmed stolt stilles til skue i Weekendavisen på lederplads – hvilket den jo desværre gør med jævne mellemrum – bør den rette finger dog alligevel med dertil passende gestus indikere den kejserlige nøgenhed.

I indlægget ”Dyr og dyr” præsenterer Anne Knudsen på ublu maner sin polemiske retningssans i allerførste sætning: ”Mink er blevet dyreaktivisters foretrukne demonstrationsdyr.” Først og fremmest bør det bemærkes, at AK formentlig henviser til dyreretsaktivister eller dyreværnsaktivister. ”Dyreaktivister” såvel som ”demonstrationsdyr” synes at være lidet poetiske neologismer, der ikke udtrykker andet end skribentens uvilje mod sit emne. Dernæst dette ”blevet … foretrukne”, der med polemisk snilde skal fremvise aktivismens objekt som uden videre omskifteligt alt efter mode og tendenser og dermed afbilde en aktivisme uden substans. Påstanden om rebeller uden egentligt forehavende underbygges på hul vis i omtalen af minkfarmene, hvor aktivister ”angiveligt har fundet dyr, der ikke blev behandlet efter forskrifterne.” Har AK mon set videooptagelserne af de angivelige rædsler? I så fald må hun da medgive, at det er som så med ”angiveligheden”. Skulle ”angiveligheden” derimod komme af lederens forfatning før Operation X tirsdag d. 27. eller AKs manglende ønske om at komme angiveligheden til livs, er det vel atter en demonstration af førnævnte mauvaise foi.

Udover en for argumentet irrelevant henvisning til minkudslip som angiveligt katastrofal og tilmed ulovlig aktivistisk strategi stiller AK primært spørgsmålstegn ved valget af netop dette ”foretrukne demonstrationsdyr.” Hvorfor ikke grise? Eller kyllinger? Udover at de pågældende aktivister formentlig blankt afviser disse former for indespærring såvel som det begreb om ”produktionsdyr,” som AK angiveligt accepterer uden at blinke, er der jo reelle årsager til valget af netop dette indsatsområde. AK har bare undladt at sætte sig ind i dem. Det ville her klæde journalisten rent faktisk at spørge til de pågældende holdninger i stedet for uden videre at hævde egen forforståelse tilstrækkelig.

Det ville endvidere klæde den tidligere antropologiske forsker i mindre grad at stoppe en uskøn samling misforståede motiver ned i halsen på de observerede individer. At mink er slidstærkt og i visse øjne tilmed pænt er uden betydning for, hvorvidt minkopdræt skal accepteres eller ej. Ej heller har prisen og pelsens luksusstatus relevans for kritikken af pelsproduktionen. At det er luksus og derfor pr. definition unødvendigt er dog med stor sandsynlighed en faktor i den aktivistiske observans. Om det rent faktisk er tilfældet, kunne AK jo eventuelt finde ud af, hvis hun viste sig fra sin velovervejede, professionelle og anstændige side og rent faktisk spurgte aktivisterne om deres argumenter i stedet for at blot at fabulere om det angivelige. Så ville hun måske også opdage, at ”de moraliserende lovovertrædere” stik modsat hendes påstand velsagtens støtter en radikal prisstigning på pels. Jo dyrere jo bedre! Helst så dyrt at ingen har råd til at købe det.