Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstår lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som åbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”

Sætningen “Ytringsfriheden er en af de ældste og vigtigste blandt menneskerettighederne” er i den 12-åriges kladdehæfte en banalitet, der skal straffes med rød blæk og et overbærende blik, men i Anne Knudsens tilfælde fremstår den prioritererende affirmation af menneskerettighederne som del af en politisk vederstyggelighed, der bliver stadig mere fremherskende i det lille dannevang.

Efter denne foruroligende lancering af selektive rettigheder proklameres ytringsfriheden som bolværk mod “autoritære og vilkårlige” politiske systemer. Nu kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der kendetegner hhv. frie og autoritære samfund, og hvorvidt de vestlige demokratier er godt i gang med at brænde alle friheder af under flugten fra en imaginær fjende, men det forstyrrende ord er “vilkårlige.” Hvad pokker karakteriserer et vilkårligt politisk system? Det nævnes ikke direkte, men læseren får efterhånden en anelse.

Ytringsfriheden gennemsyrer naturligvis COP15, og Anne Knudsen fremhæver, hvor fantastisk det er, at “enhver” har adgang til diskussionerne i form af 45.000 delegerede. Her har vi igen den selektive universalitet. Over for disse “uafhængige meningsdannere” har vi “aktivisterne” – dem, der bare skal lukke røven, dem, der absolut vil bryde ind i Bella Center, hvor “enhver” jo allerede er forsamlet.

“Aktivister” er for Anne Knudsen, dem der vil bryde ind I Bella Center. Det er dem, er kompromitterer sikkerheden af de forsamlede statsledere. Det er “de forvildede unge med “Klimalømmel” smukt trykt på designerjakkerne.” “De forvildede unge” er formentlig at ligne med “de moraliserende lovovertrædere,” som Anne Knudsen med foragt benævnte dyreretsaktivisterne i sin leder Dyr og dyr. Disse to grupper er ikke omfattet af ytringsfriheden, for de spiller ikke efter reglerne. Eller er det fordi, de bærer designertøj?

Nu er det formentligt svært at påvise en særlig fremtrædende brug af designertøj blandt disse larmende uromagere. Det er naturligvis blot genbrug af Lene Espersens gamle beskrivelse af de forkælede unge, der bare skal holde kæft og acceptere fars tilbud om en BMW. I stedet for som en træt skolelærer, der for tyvende gang skal forklare klassens absolut langsomste pige, hvordan man lægger to tal sammen, at demonstrere påstandens usandsynlighed, er det lettere at påpege, at selv velhaverbørn er inkluderet i menneskerettighederne. Måske ikke Anne Knudsens version, men den oprindelige udgave.

Anne Knudsen er for massedemonstrationer. De er udtryk for forsamlingsfriheden:

“Men hvis almindelige mennesker skal turde demonstrere i gaderne, skal de være trygge ved ikke at blive blandet ind i vold. Det har det danske politi omsider lært, hvordan man sikrer, så vi indtil videre har været stort set fri for de vante rædselsscener; aktivisterne har hidtil kun haft held til at brænde ni privatbiler af.”

Igen selektionen: “Almindelige mennesker” (hvem de så end måtte være) har politibeskyttet ytrings- og forsamlingsfrihed, medens aktivisterne forsøger at ødelægge det hele ved at smide med mursten og brænd alting af. Det er selvfølgelig teoretisk muligt, at Anne Knudsen er så hamrende tåbelig, at hun rent faktisk tror på den distinktion. Alternativet er naturligvis, at hun er grænsefascistoid i sine gentagne forsøg på udgrænse og stigmatisere ethvert forsøg på kritik af status quo. Den trætte skolelærer må igen betragte Anne Knudsens kladdehæfte med regnestykket “aktivist = forkælede, veldesignede voldspsykopater” og give hende frit valg mellem karakteren “tåbe” eller “meget, meget ubehageligt menneske.” Er der andre muligheder? Forslag modtages gladeligt.

Aktivisternes brøde består bl.a. i en krænkelse af ejendomsretten, der også er blandt “de oprindeligste menneskerettigeder.” Vi påpeger kort den selektive, lettere strategiske brug af menneskerettighederne og går skyndsomt videre: “Det er en antidemokratisk handling at øve hærværk, fordi det krænker en grundlæggende menneskerettighed.” Udover en hurtig rød streg under den tvivlsomme logik, må man naturligvis indvende: Hærværk er ulovligt, er det ikke nok? Hvorfor skal de “forvildede unge” med designerjakker pludselig stilles for menneskerettighedsdomstolen?

Anne Knudsens sidste opstød er rettet mod “den stadig mere bizarre Naomi Klein,” som “aktivist” kun har politisk fantasi til opfordringer til vold. Igen er det vist svært på redelig vis at fremstille Naomi Klein som voldsagitator. Problemet med Naomi Klein er jo netop, at hun ikke er radikal nok. Hun er klichéen på en nordamerikansk venstrefløjsaktivist med lidt for mange tomme gloser og fad polemik og lidt for lidt skarp analyse. At betragte Naomi Klein som en stadigt stigende kurve af “bizar” er vist tegn på en ualmindeligt sphincteranstrengt småborgerlighed.

Anne Knudsen afslutter med bravour: “Det flotte ved politiets indsats i København de seneste uger er netop, at det store vi, som kan respektere andre menneskers rettigheder, faktisk har haft fred til at ytre sig.” “Det store vi.” Alligevel! Her bekendes trods alt kulør med en vis tydelighed. “Det store vi,” der er inden for rettens beskyttende og beskyttede sfære over for de “bizarre,” der mener at menneskerettighederne ikke kan deles i “os” og “dem”. Her ser vi endelig, hvad Anne Knudsen mener med “vilkårlige politiske systemer.” Det er de “forvildede” ukontrollerbare, “bizarre” mennesker, der kræver en anden verden.

Anne Knudsen hævder, at de kommer fra “Den anden planet.” Dette er eneste tilfælde af logisk stringens i hendes indlæg. Det er de umælende, men larmende dyr, der råber op til gene for anstændige mennesker. Ytringsfriheden i Anne Knudsens selektive udgave er netop en værn mod sådanne ubehageligeder. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at fremstille stemmerne, der påstår muligheden af en anden verden, som stemmer fra en anden planet.

Fra tid til anden støder man på udsagn, der i struktur og indhold er så vildfarne, at man næsten ikke orker at løfte pegefingeren til opbyggelig retningsangivelse mod fornuftens åbenbart svært navigerbare sti, men blot i mat stilhed græmmes over det velunderbyggede standpunkts devaluering til fordel for en polemisk mauvaise foi. Når denne tilmed stolt stilles til skue i Weekendavisen på lederplads – hvilket den jo desværre gør med jævne mellemrum – bør den rette finger dog alligevel med dertil passende gestus indikere den kejserlige nøgenhed.

I indlægget ”Dyr og dyr” præsenterer Anne Knudsen på ublu maner sin polemiske retningssans i allerførste sætning: ”Mink er blevet dyreaktivisters foretrukne demonstrationsdyr.” Først og fremmest bør det bemærkes, at AK formentlig henviser til dyreretsaktivister eller dyreværnsaktivister. ”Dyreaktivister” såvel som ”demonstrationsdyr” synes at være lidet poetiske neologismer, der ikke udtrykker andet end skribentens uvilje mod sit emne. Dernæst dette ”blevet … foretrukne”, der med polemisk snilde skal fremvise aktivismens objekt som uden videre omskifteligt alt efter mode og tendenser og dermed afbilde en aktivisme uden substans. Påstanden om rebeller uden egentligt forehavende underbygges på hul vis i omtalen af minkfarmene, hvor aktivister ”angiveligt har fundet dyr, der ikke blev behandlet efter forskrifterne.” Har AK mon set videooptagelserne af de angivelige rædsler? I så fald må hun da medgive, at det er som så med ”angiveligheden”. Skulle ”angiveligheden” derimod komme af lederens forfatning før Operation X tirsdag d. 27. eller AKs manglende ønske om at komme angiveligheden til livs, er det vel atter en demonstration af førnævnte mauvaise foi.

Udover en for argumentet irrelevant henvisning til minkudslip som angiveligt katastrofal og tilmed ulovlig aktivistisk strategi stiller AK primært spørgsmålstegn ved valget af netop dette ”foretrukne demonstrationsdyr.” Hvorfor ikke grise? Eller kyllinger? Udover at de pågældende aktivister formentlig blankt afviser disse former for indespærring såvel som det begreb om ”produktionsdyr,” som AK angiveligt accepterer uden at blinke, er der jo reelle årsager til valget af netop dette indsatsområde. AK har bare undladt at sætte sig ind i dem. Det ville her klæde journalisten rent faktisk at spørge til de pågældende holdninger i stedet for uden videre at hævde egen forforståelse tilstrækkelig.

Det ville endvidere klæde den tidligere antropologiske forsker i mindre grad at stoppe en uskøn samling misforståede motiver ned i halsen på de observerede individer. At mink er slidstærkt og i visse øjne tilmed pænt er uden betydning for, hvorvidt minkopdræt skal accepteres eller ej. Ej heller har prisen og pelsens luksusstatus relevans for kritikken af pelsproduktionen. At det er luksus og derfor pr. definition unødvendigt er dog med stor sandsynlighed en faktor i den aktivistiske observans. Om det rent faktisk er tilfældet, kunne AK jo eventuelt finde ud af, hvis hun viste sig fra sin velovervejede, professionelle og anstændige side og rent faktisk spurgte aktivisterne om deres argumenter i stedet for at blot at fabulere om det angivelige. Så ville hun måske også opdage, at ”de moraliserende lovovertrædere” stik modsat hendes påstand velsagtens støtter en radikal prisstigning på pels. Jo dyrere jo bedre! Helst så dyrt at ingen har råd til at købe det.