aleph.dk polemos
Pour une polémologie de l’esprit

Weekendavisens debatsider er, som debatsider jo skal være, fulde af vrisne og ofte tåbelige udsagn, der måske kan irritere nok til, at læseren tager til genmæle og dermed skaber de altid fornøjelige føljetondebatter. De fleste udsagn fortjener dog ikke føljetonen, hvorfor irritationen over dem må finde afløb andetsteds, f.eks. her! I WA 19/3-08 skrev kommende jurist Peter Olsen en herlig samling tankefejl, der da så absolut skal korrekses, uanset disse rettelsers begrænsede udbredelse og uanset, om rettelserne viser sig lige så tåbelige som det rettede.

Den unge Olsens (lettere svage) kritiske blik er rettet mod statens kunststøtte. Udgangspunktet tages i en sammenligning, for den slags illustrerer jo så fint verdens forargeligheder: Nogle føler sig kulturelle foran fodboldskærmen med øl i hånden, medens andre (deriblandt Peter Olsen) føler sig kulturelle i Operaen foran Sacre du printemps. Allerede her synes Peter at være på afveje, idet ingen øldrikkende fodboldtilskuer nogensinde har følt sig kulturel foran skærmen. Og med rette! Hvorfor fanden skulle man det? Og hvorfor går Peter i Operaen, hvis det er med netop dette formål? Det er da intet under, at kunststøtten virker formålsløs, hvis den bare leverer følelsen af at være kulturel, hvad det så end måtte indebære.

Næste argument hævder, at vedtagelsen af Venstres forslag om afskaffelse af den livslange kunstnerydelse vil være “et tiltrængt skridt i retning mod en fri og mangfoldig kunst.” For det første er “fri og mangfoldig kunst” som alle udtryk i “frihed, lighed, broderskab”-kategorien det rene nonsens. Derudover uddeles den livslange kunsterydelse til allerede etablerede kunstnere, der enten allerede befinder sig i de kanoniske skrifter, eller i hvert fald er godt på vej. Kunsten som guldrandet og velafgrænset sfære bliver ingenlunde mere fri eller mangfoldig af, at Kim Larsen fratages de 15.000kr året. Lad os da endelig kritisere den livslange kunstnerydelse, men en sådan kritik rettes mod en ændring, ikke en afskaffelse, af statens generelle kulturstøtte. En specifik kritik af den livslange kunstnerydelse kunne vel brokke sig over, at den går til de etablerede, og at de 23,5 mio om året kan bruges bedre i andre kulturelle sammenhænge. Dette argument søger redistribution i stedet for afskaffelse. Går man mere generelt efter afskaffelsen er specifik kritik af den livslange kunsterydelse vel irrelevant?

Videre: Kunstnerstøtten binder kunstnerne til “magtregimerne”. For det første er “magtregime” et meget fjollet ord, der aldrig bør bruges, nogensinde. Brugen af dette ord indebærer en stiltiende accept af det skræmmende faktum, at bjørnetjeneste nu både kan være godt og skidt, og at den forfordelte nu både får for lidt og for meget. Derudover er kunstnernes “stavnsbånd” til “magtregimerne” (føj!) en vandet, pseudopolemisk formulering af den simple kendsgerning, at alle er afhængige af deres indtægtskilder. Kunststøttens forsvarere ville tilsvarende tale om kunsten som “slavebundet” af markedskræfterne. De to finansieringsmodeller lever for tiden side om side, og en fortsat afbalancering mellem de to er formentlig at foretrække. Kunsten er en promiskuøs bastard, der er til både østers og snegle, så hvorfor skal den ikke trække sin usle mammon fra både gården og gaden?

For nu hurtigst muligt at glemme Peter Olsens ligegyldige og generelt irriterende referencer til Grækenland og Rom bør der i stedet straks sås tvivl om beskrivelserne af “kongens mand” Kingo og “samfundsrevser” Holberg: “Systemet elskede Kingo og frygtede Holberg. Eftertiden har glemt Kingo og elsker Holberg. Eksemplet viser med al tydelighed, at den kunst, som magthaverne ønsker at fremme, langtfra altid er den, som fremtiden vil huske.” For- og nutidens kærlighed, glemsel og foragt lader sig næppe fordele med en sådan nonchalance. Man kan måske teste den foreslåede kausalitet ved at sammenligne datidens og nutidens opfattelse af de af Mozarts operaer, der var bestilt og betalt af “magtregimet” (bwadr!) med de, der finansieredes af andre instanser (f.eks. Schikaneder), og finde, at Peter Olsen kan stikke den foreslåede årsagsrelation op i sin kulturelle følelse. Forholdet til magten eller regimet er ingen indikator for eftertidens ihukommelse.

Dernæst: Politikerne har grundet det problematiske forhold mellem magt og kunst uddelegeret uddelegeringen af støtte til uafhængige delegerede. Det juridiske princip, som Peter Olsen formentlig kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af sine studier, er Armslængdeprincippet (se Peter Duelunds samlede værker og dø). Disse uddelegerende delegerede har ifølge Peter Olsen deres “egne hjertebørn, som de forsøger at fremme på bekostning af de andre ansøgere.” Ja, det er vel det, de er der for! Visse medlemmer har et vist kunstsyn, der stemmer bedre overens med visse kunstnere end andre. Dette viser ikke “med al tydelighed, at uddelegeringen af skatteydernes midler, sker på en arbitrær måde, som er præget af enorm subjektivitet.” Hvis uddelegeringen sker i forhold til en subjektivitet, der er konsistent nok til at have hjertebørn, er den vel ikke arbitrær! Man kan til nød tale om kontingens, men lad os dog bare blive enige om at de uddelegerende subjekter har en vis grad af rationel tilgang til deres hverv, hvorfor arbitrariteten udelukkes. Og lad os derudover huske den gamle liberale englænder, der ganske rigtigt pointerede hver mands ret til æstetisk domfældelse, men samtidig fremhævede den dannede doms fortrin over Peter Olsens.

Peter Olsen anerkender “alles” (hvem de så end er) intentioner om at “gøre det bedre”, men hævder, at eneste farbare vej er “at lade det være op til den enkelte skatteyder at bestemme, hvilke kulturelle oplevelser, han ønsker at støtte.” Skal man bestemme individuelt som skatteyder og dermed via skatten, eller skal hver enkelt blot støtte ved donationer og forbrug? Det første lader sig vist ikke helt gøre. Det andet er ensbetydende med afskaffelse af kunststøtten, hvorfor man ikke bestemmer som “skatteyder”, men som individ, borger, forbruger eller lign.

Indlæggets afslutning fortjener at blive citeret i sin ækle helhed: “Kritikere vil påstå, at en afskaffelse af kunststøtten vil betyde et fattigere åndsliv. En sådan påstand er empirisk ufuldstændig.” (hurtig pause, så vi kan ønske den empiriske ufuldstændighed samme sted hen som den kulturelle følelse, magtregimerne og arbitrariteten). “Verdens største kunstnere, har alle været drevet af engagement, lidenskab og genialitet, som har været så frembrusende, at deres kunst er blevet skabt ligegyldigt, om de har fået støtte eller ej.” (hvem har nogensinde været drevet af genialitet? Er det ikke noget, man ifølge det klassiske begreb viser i sin skabelse? Forresten skal vi ikke glemme de nok mere fremtrædende drivkræfter, penge og sex.) “Tag f.eks. operasangeren Paul Potts, som udviklede sit talent, mens han solgte telefonbøger. Han fremstår som et glimrende eksempel på, at kunsten ikke gror op af revnerne mellem de politiske smagsdommeres udtørrede ytringer. Den yngler i samfundets blomstrende baghave.” Det bør her slås fast, at Paul Potts aldrig har været og aldrig bliver kunstner. Han kan godt lide at synge, og visse mennesker er villige til at betale for rædslerne, men det gør det jo ikke til kunst. Hvis hans tonale opkast er baghavens yngel, vil jeg gerne fremhæve det statsstøttede landbrugs fortræffeligheder.

Peter Olsen har rodet sig ud i en interessant diskussion, som jeg lykkeligvis er lettere uvidende om og uendeligt ligeglad med. Han skal dog have tak for iscenesættelsen af en sådan mængde fejlslutninger og tåbeligheder, ligesom Weekendavisens debatsider skal have tak for at trykke lortet. Der er intet som at vågne op til den arrogante vrede over et dårligt argument.