“Hvis nogen efter en tår over tørsten havde forsøgt sig med at lancere påstanden om, at de missionske boller deres døtre tykke, eller at førtidspensionister driver hjemmebordeller med mindreårige, som et seriøst indslag i debatten om noget som helst, havde alle og enhver trukket på skuldrene over det rablende fjols, uanset hvilken forening han eller hun var formand for. Men adskillige fuldvoksne danskere har nu i ugevis seriøst beskæftiget sig med Lars Hedegaards påstand fra denne skuffe.

Anne Knudsen mener altså, at Lars Hedegaard har været udsat for en noget pedantisk behandling, der ikke var tilkommet nogen anden i en lignende situation. Altså udgør “adskillige fuldvoksne danskeres” barnlige reaktion en overfølsomhed over for enten Lars Hedegaard eller enhver kritik af Islam. Dette argument er tidligere fremført af Søren Krarup:

“Jeg tager hele historien som et vidnesbyrd, om den position Trykkefrihedsselskabet har fået i offentligheden, som har generet så mange fra venstrefløjen og – hvad skal vi sige – den kulturradikale mediemafia. Man ønsker for enhver pris at få ram på dem” ²

Mon ikke Anne Knudsens begreb om Kulturracisme udspringer af en tilsvarende irritation over den evigt besværlige og moraliserende kulturradikalisme, som den opfattes af pastor Krarup?

“Naragtigheden ved det hele” kommer ifølge Anne Knudsen af, at de “fuldvoksne” og “velmenende mennesker” drager i felten for at proklamere, at Lars Hedegaard tager fejl – “Muslimer voldtager ikke deres døtre” –, hvorved de udbreder den fordrukne tåbelighed i både tid og rum. Lars Hedegaards ytringer skal tilsyneladende – af hensyn de omhandlede grupper naturligvis – bare ties ihjel.

Sædvanen tro synes Anne Knudsen at have misforstået et eller andet. Skulle et fordrukkent fjols lancere tåbeligheder med tårevædet blik rettet mod flagstangen hjemme bag ligusterhækken, er det trist, men måske ikke årsag til stor ståhej. Når formanden for Trykkefrihedsselskabet udtaler sig tåbeligt om “ideologien bag Islam,” optræder han derimod som nøgledeltager i en debat, der tidligere har haft muhammedtegningerne som bidrag: Hvad har man ret til og hvad kan man tillade sig at sige om andre? Når lederstaben i DF derefter går ud og støtter op om det fordrukne vrøvl, er der rent faktisk tale om en politisk debat. Det fordrukne vrøvl bliver gentaget på parlamentarisk niveau.

Når de “velmenende mennesker” drager i felten er det således ikke for at sige, at Lars Hedegaard er fuld af løgn, men for at pointere, at prominente kræfter rent faktisk finder den slags udtalelser legitime. Det er ikke en afvisning af udsagnet, der for ethvert rationelt mennesker annullerer sig selv, men en kritik af de instanser, som proklamerer udsagnets sandhed ³.

Ifølge Anne Knudsen er “de arme muslimer”, der nu lider under det fordrukne udsagns evindelige gentagelse i medierne, gidsler i oppositionens forsøg på at splitte VKO-regeringen og dermed øge sine chancer for sejr i et kommende folketingsvalg. Muslimernes “angivelige venner” forsøger altså en gang Del og Hersk uden hensyntagen til de muslimske ofre. Spørgsmålet er, om ikke det snarere er Anne Knudsen, der forsøger at delegitimere den “velmenende” kritik generelt? Den “moraliserende” afstandtagen er jo ikke Anne Knudsens kop te. Den vover nemlig at stille sig uden for “det store vi” og påstå muligheden af andre fællesskabsformer. Kulturracisme?

Anne Knudsen

Anne Knudsen indleder sit juleevangelium – sin sædvanlige tilsvining af alle, der ikke smertefrit træder den gode produktive borgers sko og marcherer i takt med “det store vi” – med et julemysterium: Hvordan kan det være, at der år efter år bliver flere værdigt trængende, når arbejdsløsheden stadigt er lav. Det mystiske ved mysteriet er naturligvis ikke selve mysteriet, som ikke er et mysterium, men proklameringen af mysteriet. Mysteriet har jo rent faktisk mulige forklaringer, men som sædvanlig foretrækker Anne Knudsen at insinuere uforklarlighedens utilladelighed, ligesom hun afviser “forvildede unge” og “moraliserende lovovertrædere”, fordi muligheden af, at de skulle have legitime motiver, ligger uden for den tidligere antropologiske forskers fatteevne ¹.

Julemysteriet er naturligvis relateret til gaven: “Riges omsorg for fattige mennesker er imidlertid en af de dyder, den moderne velfærdsstat har gjort en del for at udrydde; man fandt det nemlig uværdigt, at private fattige skulle (eller bare kunne) sige tak til private rige.” Statens gavegiveri er således “endnu et skridt på vejen væk fra det personlige ansvar og frem mod staten som det eneste voksne samfundsmedlem.” Den patroniserende stat skal altså afløses af de riges patronat. I stedet for en eftergivende stat skal de fattige børn få en anden kærlighed at føle.

Anne Knudsens gaveevangelium afslører dernæst denne kærligheds hemmelighed: ”Giveren af gode gaver giver aldrig rigtig slip på gaven, og modtageren kan aldrig helt glemme giveren. Det er en social grundlov […]” Nu vides det jo ikke, hvorfra Anne Knudsen udleder denne grundlov, dette gavereglement. En noget tendentiøs læsning af Marcel Mauss måske? Men hvad blev af f.eks. Derridas begreb om gaven som det, der ikke kan gives? Giver du bare, hvad du har i overskud, udgør det ingen gave. Gaven er at give husly, når du ikke har plads, at tilgive det utilgivelige.

Næh, ifølge Anne Knudsens juleevangelium er gaven ”aldrig uden betingelser.” Den fattige skal gøre gengæld ved at bedre sig, ved at holde op med at besmudse ”det store vi” og træde den goder borgerlige vals i takt til musikken. Når den fattige modtager et par balsko, skal de på fødderne med ydmyg tak, om de passer eller ej.

Anne Knudsen fortsætter: ”Glæder man andre af et godt hjerte, må man give modtageren lov til at gøre gengæld; det er hårdhjertet at nægte at tage imod taknemmelighed.” De riges gavmilde patronat giver jo af godt hjerte. De vil jo det bedste, og de ved, hvad de snakker om. De er jo rige! De forvildede mennesker skal ledes ind på den rette sti, de skal indlemmes i ”det store vi,” om de vil eller ej, og når de modtager gaven har de pligt dertil.

Gaven er nemlig pligt uden ret: ”Rettigheder er fine, men hvis man har ret til sin gave, bringer den ingen glæde. En gave er netop det, man ikke har ret til.” Den fattige har ingen ret til at modtage, men når gaven falder, skal der rettes ind. Ellers er det ud i kulden. Glædelig jul!

Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstår lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som åbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”

Sætningen “Ytringsfriheden er en af de ældste og vigtigste blandt menneskerettighederne” er i den 12-åriges kladdehæfte en banalitet, der skal straffes med rød blæk og et overbærende blik, men i Anne Knudsens tilfælde fremstår den prioritererende affirmation af menneskerettighederne som del af en politisk vederstyggelighed, der bliver stadig mere fremherskende i det lille dannevang.

Efter denne foruroligende lancering af selektive rettigheder proklameres ytringsfriheden som bolværk mod “autoritære og vilkårlige” politiske systemer. Nu kan vi selvfølgelig diskutere, hvad der kendetegner hhv. frie og autoritære samfund, og hvorvidt de vestlige demokratier er godt i gang med at brænde alle friheder af under flugten fra en imaginær fjende, men det forstyrrende ord er “vilkårlige.” Hvad pokker karakteriserer et vilkårligt politisk system? Det nævnes ikke direkte, men læseren får efterhånden en anelse.

Ytringsfriheden gennemsyrer naturligvis COP15, og Anne Knudsen fremhæver, hvor fantastisk det er, at “enhver” har adgang til diskussionerne i form af 45.000 delegerede. Her har vi igen den selektive universalitet. Over for disse “uafhængige meningsdannere” har vi “aktivisterne” – dem, der bare skal lukke røven, dem, der absolut vil bryde ind i Bella Center, hvor “enhver” jo allerede er forsamlet.

“Aktivister” er for Anne Knudsen, dem der vil bryde ind I Bella Center. Det er dem, er kompromitterer sikkerheden af de forsamlede statsledere. Det er “de forvildede unge med “Klimalømmel” smukt trykt på designerjakkerne.” “De forvildede unge” er formentlig at ligne med “de moraliserende lovovertrædere,” som Anne Knudsen med foragt benævnte dyreretsaktivisterne i sin leder Dyr og dyr. Disse to grupper er ikke omfattet af ytringsfriheden, for de spiller ikke efter reglerne. Eller er det fordi, de bærer designertøj?

Nu er det formentligt svært at påvise en særlig fremtrædende brug af designertøj blandt disse larmende uromagere. Det er naturligvis blot genbrug af Lene Espersens gamle beskrivelse af de forkælede unge, der bare skal holde kæft og acceptere fars tilbud om en BMW. I stedet for som en træt skolelærer, der for tyvende gang skal forklare klassens absolut langsomste pige, hvordan man lægger to tal sammen, at demonstrere påstandens usandsynlighed, er det lettere at påpege, at selv velhaverbørn er inkluderet i menneskerettighederne. Måske ikke Anne Knudsens version, men den oprindelige udgave.

Anne Knudsen er for massedemonstrationer. De er udtryk for forsamlingsfriheden:

“Men hvis almindelige mennesker skal turde demonstrere i gaderne, skal de være trygge ved ikke at blive blandet ind i vold. Det har det danske politi omsider lært, hvordan man sikrer, så vi indtil videre har været stort set fri for de vante rædselsscener; aktivisterne har hidtil kun haft held til at brænde ni privatbiler af.”

Igen selektionen: “Almindelige mennesker” (hvem de så end måtte være) har politibeskyttet ytrings- og forsamlingsfrihed, medens aktivisterne forsøger at ødelægge det hele ved at smide med mursten og brænd alting af. Det er selvfølgelig teoretisk muligt, at Anne Knudsen er så hamrende tåbelig, at hun rent faktisk tror på den distinktion. Alternativet er naturligvis, at hun er grænsefascistoid i sine gentagne forsøg på udgrænse og stigmatisere ethvert forsøg på kritik af status quo. Den trætte skolelærer må igen betragte Anne Knudsens kladdehæfte med regnestykket “aktivist = forkælede, veldesignede voldspsykopater” og give hende frit valg mellem karakteren “tåbe” eller “meget, meget ubehageligt menneske.” Er der andre muligheder? Forslag modtages gladeligt.

Aktivisternes brøde består bl.a. i en krænkelse af ejendomsretten, der også er blandt “de oprindeligste menneskerettigeder.” Vi påpeger kort den selektive, lettere strategiske brug af menneskerettighederne og går skyndsomt videre: “Det er en antidemokratisk handling at øve hærværk, fordi det krænker en grundlæggende menneskerettighed.” Udover en hurtig rød streg under den tvivlsomme logik, må man naturligvis indvende: Hærværk er ulovligt, er det ikke nok? Hvorfor skal de “forvildede unge” med designerjakker pludselig stilles for menneskerettighedsdomstolen?

Anne Knudsens sidste opstød er rettet mod “den stadig mere bizarre Naomi Klein,” som “aktivist” kun har politisk fantasi til opfordringer til vold. Igen er det vist svært på redelig vis at fremstille Naomi Klein som voldsagitator. Problemet med Naomi Klein er jo netop, at hun ikke er radikal nok. Hun er klichéen på en nordamerikansk venstrefløjsaktivist med lidt for mange tomme gloser og fad polemik og lidt for lidt skarp analyse. At betragte Naomi Klein som en stadigt stigende kurve af “bizar” er vist tegn på en ualmindeligt sphincteranstrengt småborgerlighed.

Anne Knudsen afslutter med bravour: “Det flotte ved politiets indsats i København de seneste uger er netop, at det store vi, som kan respektere andre menneskers rettigheder, faktisk har haft fred til at ytre sig.” “Det store vi.” Alligevel! Her bekendes trods alt kulør med en vis tydelighed. “Det store vi,” der er inden for rettens beskyttende og beskyttede sfære over for de “bizarre,” der mener at menneskerettighederne ikke kan deles i “os” og “dem”. Her ser vi endelig, hvad Anne Knudsen mener med “vilkårlige politiske systemer.” Det er de “forvildede” ukontrollerbare, “bizarre” mennesker, der kræver en anden verden.

Anne Knudsen hævder, at de kommer fra “Den anden planet.” Dette er eneste tilfælde af logisk stringens i hendes indlæg. Det er de umælende, men larmende dyr, der råber op til gene for anstændige mennesker. Ytringsfriheden i Anne Knudsens selektive udgave er netop en værn mod sådanne ubehageligeder. Spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå for at fremstille stemmerne, der påstår muligheden af en anden verden, som stemmer fra en anden planet.

Fra tid til anden støder man på udsagn, der i struktur og indhold er så vildfarne, at man næsten ikke orker at løfte pegefingeren til opbyggelig retningsangivelse mod fornuftens åbenbart svært navigerbare sti, men blot i mat stilhed græmmes over det velunderbyggede standpunkts devaluering til fordel for en polemisk mauvaise foi. Når denne tilmed stolt stilles til skue i Weekendavisen på lederplads – hvilket den jo desværre gør med jævne mellemrum – bør den rette finger dog alligevel med dertil passende gestus indikere den kejserlige nøgenhed.

I indlægget ”Dyr og dyr” præsenterer Anne Knudsen på ublu maner sin polemiske retningssans i allerførste sætning: ”Mink er blevet dyreaktivisters foretrukne demonstrationsdyr.” Først og fremmest bør det bemærkes, at AK formentlig henviser til dyreretsaktivister eller dyreværnsaktivister. ”Dyreaktivister” såvel som ”demonstrationsdyr” synes at være lidet poetiske neologismer, der ikke udtrykker andet end skribentens uvilje mod sit emne. Dernæst dette ”blevet … foretrukne”, der med polemisk snilde skal fremvise aktivismens objekt som uden videre omskifteligt alt efter mode og tendenser og dermed afbilde en aktivisme uden substans. Påstanden om rebeller uden egentligt forehavende underbygges på hul vis i omtalen af minkfarmene, hvor aktivister ”angiveligt har fundet dyr, der ikke blev behandlet efter forskrifterne.” Har AK mon set videooptagelserne af de angivelige rædsler? I så fald må hun da medgive, at det er som så med ”angiveligheden”. Skulle ”angiveligheden” derimod komme af lederens forfatning før Operation X tirsdag d. 27. eller AKs manglende ønske om at komme angiveligheden til livs, er det vel atter en demonstration af førnævnte mauvaise foi.

Udover en for argumentet irrelevant henvisning til minkudslip som angiveligt katastrofal og tilmed ulovlig aktivistisk strategi stiller AK primært spørgsmålstegn ved valget af netop dette ”foretrukne demonstrationsdyr.” Hvorfor ikke grise? Eller kyllinger? Udover at de pågældende aktivister formentlig blankt afviser disse former for indespærring såvel som det begreb om ”produktionsdyr,” som AK angiveligt accepterer uden at blinke, er der jo reelle årsager til valget af netop dette indsatsområde. AK har bare undladt at sætte sig ind i dem. Det ville her klæde journalisten rent faktisk at spørge til de pågældende holdninger i stedet for uden videre at hævde egen forforståelse tilstrækkelig.

Det ville endvidere klæde den tidligere antropologiske forsker i mindre grad at stoppe en uskøn samling misforståede motiver ned i halsen på de observerede individer. At mink er slidstærkt og i visse øjne tilmed pænt er uden betydning for, hvorvidt minkopdræt skal accepteres eller ej. Ej heller har prisen og pelsens luksusstatus relevans for kritikken af pelsproduktionen. At det er luksus og derfor pr. definition unødvendigt er dog med stor sandsynlighed en faktor i den aktivistiske observans. Om det rent faktisk er tilfældet, kunne AK jo eventuelt finde ud af, hvis hun viste sig fra sin velovervejede, professionelle og anstændige side og rent faktisk spurgte aktivisterne om deres argumenter i stedet for at blot at fabulere om det angivelige. Så ville hun måske også opdage, at ”de moraliserende lovovertrædere” stik modsat hendes påstand velsagtens støtter en radikal prisstigning på pels. Jo dyrere jo bedre! Helst så dyrt at ingen har råd til at købe det.

Ingen tvivl om, at det skematiske plot om ét sygdomstilfælde pr. afsnit er drama (og oh hvilket drama!), men fortællingen er nu alligevel overvejende komisk. De tre “øvre” læger, House, Cuddy og Wilson, er alle komiske figurer, der svæver ind og ud af det dramatiske plot. Det er dem, der går afsides i egne kontorer og betragter forløbet udefra, hvilket tillader de evigt ironiserende og sarkastiske vurderinger. De har sjældent en alvorlig replik. Heroverfor er de menige læger, Cameron, Chase og Foreman, mere neutrale figurer, der simpelthen skal holde plottet kørende. De er arbejderne, der holder det lægelige og dramatiske maskineri i gang, så de guddommelige komikere har noget at ironisere over.

Skulle man være lidt Bataille-agtigt for en kort bemærkning (og det skal man jo), kunne man hævde, at de menige læger er homogene strukturer. De er systemets produktive instanser, hvis eksistensberettigelse udelukkende findes i forhold til systemet, som det er konstitueret af komikernes heterogene strukturer. Komikerne befinder sig på sin vis udenfor produktionssystemet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Houses afsky for kliniktjenesten. Cuddy og Wilson varetager rent faktisk deres pligter i systemet, men defineres ikke af dem. Deres produktive funktion tages for givet og inddrages sjældent i fortællingen. Derimod indtager de psykologiske funktioner i forhold til House (dvs. de er heterogene i forhold til plottet og hospitalet, men homogene i forhold til Houses evige heterogenitet). Wilson er et emotionelt over-jeg (hvis et sådant findes), medens Cuddy er et juridisk over-jeg (hvis et sådant findes). Således er de restriktive funktioner i forhold til Houses rene libidinale udladninger, der sikrer at disse sublimeres på produktiv vis i det medicinske arbejde.

Det komiske udspringer ikke alene af komikernes afstand til systemet og den deraf resulterende komiske effekt af deres vurderinger heraf, men også af spillet komikerne imellem. Wilson og Cuddy er naragtige, fordi deres restriktive funktioner i vid udstrækning er overflødige. House besidder selv disse restriktive instanser, men vælger bevidst at se bort fra dem. Restriktionerne bliver derfor oftest en nyttesløs og latterlig bønfalden, der er iscenesat af House selv for egen og vores nydelse: Udstillingen af det homogene over-jeg som latterlig struktur.

Serien er komisk, så længe afstandene mellem de forskellige homo-/heterogene lag består. SÅ længe komikerne har en beskyttet sfære, ud fra hvilken handlingsforløbet kan kommenteres og manipuleres, og så længe House bedriver selv samme spil i forhold til sine restriktive instanser, findes en komisk spænding. Det dramatiske bliver først rigtig dramatisk eller rørende, når komikerne pludselig træder ned fra Olympen og i fuld alvor kæmper for systemets beståen, patienternes helbredelse iberegnet. Når de heterogene instanser villigt træder ind i homogeniteten omdannes ironiserende kommentar til velment handling, og komik bliver til drama. Serien synes at være bygget op på udvidelser og sammentrækninger af distancen mellem de to sfærer, en slags trækharmonika mellem komedie og drama. Dog er fortællingens og figurernes grundindstilling distancen. Udgangspunktet er den komiske spænding, der fra tid til anden, og som regel hen mod afsnittets slutning, afslappes for at give plads til dramaet.

Den unge Olsens (lettere svage) kritiske blik er rettet mod statens kunststøtte. Udgangspunktet tages i en sammenligning, for den slags illustrerer jo så fint verdens forargeligheder: Nogle føler sig kulturelle foran fodboldskærmen med øl i hånden, medens andre (deriblandt Peter Olsen) føler sig kulturelle i Operaen foran Sacre du printemps. Allerede her synes Peter at være på afveje, idet ingen øldrikkende fodboldtilskuer nogensinde har følt sig kulturel foran skærmen. Og med rette! Hvorfor fanden skulle man det? Og hvorfor går Peter i Operaen, hvis det er med netop dette formål? Det er da intet under, at kunststøtten virker formålsløs, hvis den bare leverer følelsen af at være kulturel, hvad det så end måtte indebære.

Næste argument hævder, at vedtagelsen af Venstres forslag om afskaffelse af den livslange kunstnerydelse vil være “et tiltrængt skridt i retning mod en fri og mangfoldig kunst.” For det første er “fri og mangfoldig kunst” som alle udtryk i “frihed, lighed, broderskab”-kategorien det rene nonsens. Derudover uddeles den livslange kunsterydelse til allerede etablerede kunstnere, der enten allerede befinder sig i de kanoniske skrifter, eller i hvert fald er godt på vej. Kunsten som guldrandet og velafgrænset sfære bliver ingenlunde mere fri eller mangfoldig af, at Kim Larsen fratages de 15.000kr året. Lad os da endelig kritisere den livslange kunstnerydelse, men en sådan kritik rettes mod en ændring, ikke en afskaffelse, af statens generelle kulturstøtte. En specifik kritik af den livslange kunstnerydelse kunne vel brokke sig over, at den går til de etablerede, og at de 23,5 mio om året kan bruges bedre i andre kulturelle sammenhænge. Dette argument søger redistribution i stedet for afskaffelse. Går man mere generelt efter afskaffelsen er specifik kritik af den livslange kunsterydelse vel irrelevant?

Videre: Kunstnerstøtten binder kunstnerne til “magtregimerne”. For det første er “magtregime” et meget fjollet ord, der aldrig bør bruges, nogensinde. Brugen af dette ord indebærer en stiltiende accept af det skræmmende faktum, at bjørnetjeneste nu både kan være godt og skidt, og at den forfordelte nu både får for lidt og for meget. Derudover er kunstnernes “stavnsbånd” til “magtregimerne” (føj!) en vandet, pseudopolemisk formulering af den simple kendsgerning, at alle er afhængige af deres indtægtskilder. Kunststøttens forsvarere ville tilsvarende tale om kunsten som “slavebundet” af markedskræfterne. De to finansieringsmodeller lever for tiden side om side, og en fortsat afbalancering mellem de to er formentlig at foretrække. Kunsten er en promiskuøs bastard, der er til både østers og snegle, så hvorfor skal den ikke trække sin usle mammon fra både gården og gaden?

For nu hurtigst muligt at glemme Peter Olsens ligegyldige og generelt irriterende referencer til Grækenland og Rom bør der i stedet straks sås tvivl om beskrivelserne af “kongens mand” Kingo og “samfundsrevser” Holberg: “Systemet elskede Kingo og frygtede Holberg. Eftertiden har glemt Kingo og elsker Holberg. Eksemplet viser med al tydelighed, at den kunst, som magthaverne ønsker at fremme, langtfra altid er den, som fremtiden vil huske.” For- og nutidens kærlighed, glemsel og foragt lader sig næppe fordele med en sådan nonchalance. Man kan måske teste den foreslåede kausalitet ved at sammenligne datidens og nutidens opfattelse af de af Mozarts operaer, der var bestilt og betalt af “magtregimet” (bwadr!) med de, der finansieredes af andre instanser (f.eks. Schikaneder), og finde, at Peter Olsen kan stikke den foreslåede årsagsrelation op i sin kulturelle følelse. Forholdet til magten eller regimet er ingen indikator for eftertidens ihukommelse.

Dernæst: Politikerne har grundet det problematiske forhold mellem magt og kunst uddelegeret uddelegeringen af støtte til uafhængige delegerede. Det juridiske princip, som Peter Olsen formentlig kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af sine studier, er Armslængdeprincippet (se Peter Duelunds samlede værker og dø). Disse uddelegerende delegerede har ifølge Peter Olsen deres “egne hjertebørn, som de forsøger at fremme på bekostning af de andre ansøgere.” Ja, det er vel det, de er der for! Visse medlemmer har et vist kunstsyn, der stemmer bedre overens med visse kunstnere end andre. Dette viser ikke “med al tydelighed, at uddelegeringen af skatteydernes midler, sker på en arbitrær måde, som er præget af enorm subjektivitet.” Hvis uddelegeringen sker i forhold til en subjektivitet, der er konsistent nok til at have hjertebørn, er den vel ikke arbitrær! Man kan til nød tale om kontingens, men lad os dog bare blive enige om at de uddelegerende subjekter har en vis grad af rationel tilgang til deres hverv, hvorfor arbitrariteten udelukkes. Og lad os derudover huske den gamle liberale englænder, der ganske rigtigt pointerede hver mands ret til æstetisk domfældelse, men samtidig fremhævede den dannede doms fortrin over Peter Olsens.

Peter Olsen anerkender “alles” (hvem de så end er) intentioner om at “gøre det bedre”, men hævder, at eneste farbare vej er “at lade det være op til den enkelte skatteyder at bestemme, hvilke kulturelle oplevelser, han ønsker at støtte.” Skal man bestemme individuelt som skatteyder og dermed via skatten, eller skal hver enkelt blot støtte ved donationer og forbrug? Det første lader sig vist ikke helt gøre. Det andet er ensbetydende med afskaffelse af kunststøtten, hvorfor man ikke bestemmer som “skatteyder”, men som individ, borger, forbruger eller lign.

Indlæggets afslutning fortjener at blive citeret i sin ækle helhed: “Kritikere vil påstå, at en afskaffelse af kunststøtten vil betyde et fattigere åndsliv. En sådan påstand er empirisk ufuldstændig.” (hurtig pause, så vi kan ønske den empiriske ufuldstændighed samme sted hen som den kulturelle følelse, magtregimerne og arbitrariteten). “Verdens største kunstnere, har alle været drevet af engagement, lidenskab og genialitet, som har været så frembrusende, at deres kunst er blevet skabt ligegyldigt, om de har fået støtte eller ej.” (hvem har nogensinde været drevet af genialitet? Er det ikke noget, man ifølge det klassiske begreb viser i sin skabelse? Forresten skal vi ikke glemme de nok mere fremtrædende drivkræfter, penge og sex.) “Tag f.eks. operasangeren Paul Potts, som udviklede sit talent, mens han solgte telefonbøger. Han fremstår som et glimrende eksempel på, at kunsten ikke gror op af revnerne mellem de politiske smagsdommeres udtørrede ytringer. Den yngler i samfundets blomstrende baghave.” Det bør her slås fast, at Paul Potts aldrig har været og aldrig bliver kunstner. Han kan godt lide at synge, og visse mennesker er villige til at betale for rædslerne, men det gør det jo ikke til kunst. Hvis hans tonale opkast er baghavens yngel, vil jeg gerne fremhæve det statsstøttede landbrugs fortræffeligheder.

Peter Olsen har rodet sig ud i en interessant diskussion, som jeg lykkeligvis er lettere uvidende om og uendeligt ligeglad med. Han skal dog have tak for iscenesættelsen af en sådan mængde fejlslutninger og tåbeligheder, ligesom Weekendavisens debatsider skal have tak for at trykke lortet. Der er intet som at vågne op til den arrogante vrede over et dårligt argument.