in Danish

in Danish / Polemos — No Comments
14
Jan 10

Del og Hersk

I lederen Kulturracisme 1 tager Anne Knudsen til orde i debatten om Lars Hedegaards efterhĂĄnden famøse pĂĄstand: “De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.” Til den omfattende stĂĄhej, denne udtalelse har afstedkommet, svarer Anne Knudsen:

“Hvis nogen efter en tĂĄr over tørsten havde forsøgt sig med at lancere pĂĄstanden om, at de missionske boller deres døtre tykke, eller at førtidspensionister driver hjemmebordeller med mindreĂĄrige, som et seriøst indslag i debatten om noget som helst, havde alle og enhver trukket pĂĄ skuldrene over det rablende fjols, uanset hvilken forening han eller hun var formand for. Men adskillige fuldvoksne danskere har nu i ugevis seriøst beskæftiget sig med Lars Hedegaards pĂĄstand fra denne skuffe.

Anne Knudsen mener altsĂĄ, at Lars Hedegaard har været udsat for en noget pedantisk behandling, der ikke var tilkommet nogen anden i en lignende situation. AltsĂĄ udgør “adskillige fuldvoksne danskeres” barnlige reaktion en overfølsomhed over for enten Lars Hedegaard eller enhver kritik af Islam. Dette argument er tidligere fremført af Søren Krarup:
Continue reading →

  1. Weekendavisen nr 01 – 8. januar 2010 ↩
in Danish / Polemos — No Comments
5
Jan 10

Anne Knudsens juleevangelium

Anne Knudsen

Anne Knudsen indleder sit juleevangelium – sin sædvanlige tilsvining af alle, der ikke smertefrit træder den gode produktive borgers sko og marcherer i takt med “det store vi” – med et julemysterium: Hvordan kan det være, at der ĂĄr efter ĂĄr bliver flere værdigt trængende, nĂĄr arbejdsløsheden stadigt er lav. Det mystiske ved mysteriet er naturligvis ikke selve mysteriet, som ikke er et mysterium, men proklameringen af mysteriet. Mysteriet har jo rent faktisk mulige forklaringer, men som sædvanlig foretrækker Anne Knudsen at insinuere uforklarlighedens utilladelighed, ligesom hun afviser “forvildede unge” og “moraliserende lovovertrædere”, fordi muligheden af, at de skulle have legitime motiver, ligger uden for den tidligere antropologiske forskers fatteevne 1.

Julemysteriet er naturligvis relateret til gaven: “Riges omsorg for fattige mennesker er imidlertid en af de dyder, den moderne velfærdsstat har gjort en del for at udrydde; man fandt det nemlig uværdigt, at private fattige skulle (eller bare kunne) sige tak til private rige.” Statens gavegiveri er sĂĄledes “endnu et skridt pĂĄ vejen væk fra det personlige ansvar og frem mod staten som det eneste voksne samfundsmedlem.” Den patroniserende stat skal altsĂĄ afløses af de riges patronat. I stedet for en eftergivende stat skal de fattige børn fĂĄ en anden kærlighed at føle.
Continue reading →

  1. se evt. indlæggene Muligheden af en anden verden og Dyr og dyr – angivelighedens pris ↩
in Danish / Polemos — 1 Comment
22
Dec 09

Muligheden af en anden verden

I fredags var Anne Knudsen som sĂĄ ofte før 1 ude med sin lettere sløve rive efter alle, der ikke indgĂĄr i “det store vi” med dertil hørende respekt for ejendomsretten og generel tilfredshed med det bestĂĄende samfund. Hun indleder med, hvad der i en bedre verden var en overflødig anerkendelse af ytringsfriheden. Hmm…

Hvis man anerkender menneskerettighederne, hvilket Anne Knudsen jo foregiver, giver det ikke mening at relativisere og hierarkisere dem. Menneskerettighederne betragtes vel som ubestridelige, som a priori strukturer i menneskets konstitution. Er ytringsfriheden vigtigere end artikel 6, der fremstĂĄr lettere overset i de politihandlinger, som Anne Knudsen hylder: “Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt”? Derudover er menneskerettighederne jo en “anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder,” hvorfor de som fundamentale menneskelige elementer er evige. Skal man absolut give dem en historie, springer 1948 i øjnene som ĂĄbenlyst pejlemærke for alle menneskerettighederne, hvorfor det igen er meningsløst at tale om “ældste.”
Continue reading →

  1. se evt. vores sidste svada mod Anne Knudsen her ↩
in Danish / Polemos — No Comments
15
Nov 09

Dyr og dyr – angivelighedens pris

A bit of criticism in Danish:

Fra tid til anden støder man på udsagn, der i struktur og indhold er så vildfarne, at man næsten ikke orker at løfte pegefingeren til opbyggelig retningsangivelse mod fornuftens åbenbart svært navigerbare sti, men blot i mat stilhed græmmes over det velunderbyggede standpunkts devaluering til fordel for en polemisk mauvaise foi. Når denne tilmed stolt stilles til skue i Weekendavisen på lederplads – hvilket den jo desværre gør med jævne mellemrum – bør den rette finger dog alligevel med dertil passende gestus indikere den kejserlige nøgenhed.

I indlægget ”Dyr og dyr” præsenterer Anne Knudsen på ublu maner sin polemiske retningssans i allerførste sætning: ”Mink er blevet dyreaktivisters foretrukne demonstrationsdyr.” Først og fremmest bør det bemærkes, at AK formentlig henviser til dyreretsaktivister eller dyreværnsaktivister. ”Dyreaktivister” såvel som ”demonstrationsdyr” synes at være lidet poetiske neologismer, der ikke udtrykker andet end skribentens uvilje mod sit emne. Dernæst dette ”blevet … foretrukne”, der med polemisk snilde skal fremvise aktivismens objekt som uden videre omskifteligt alt efter mode og tendenser og dermed afbilde en aktivisme uden substans. Påstanden om rebeller uden egentligt forehavende underbygges på hul vis i omtalen af minkfarmene, hvor aktivister ”angiveligt har fundet dyr, der ikke blev behandlet efter forskrifterne.” Har AK mon set videooptagelserne af de angivelige rædsler? I så fald må hun da medgive, at det er som så med ”angiveligheden”. Skulle ”angiveligheden” derimod komme af lederens forfatning før Operation X tirsdag d. 27. eller AKs manglende ønske om at komme angiveligheden til livs, er det vel atter en demonstration af førnævnte mauvaise foi.
Continue reading →

in Danish / Polemos — 1 Comment
15
Apr 08

House MD – drama eller komedie?

Debatten har floreret pr mund, mail og sms, og nu kan den jo lige så godt gøre sig som ingrediens i blogosfærens evige mousse verbale. Spørgsmålet: Er tv-serien House komedie eller drama? Et meget vigtigt spørgsmål, der kunne besvares som følger:

Ingen tvivl om, at det skematiske plot om Ă©t sygdomstilfælde pr. afsnit er drama (og oh hvilket drama!), men fortællingen er nu alligevel overvejende komisk. De tre “øvre” læger, House, Cuddy og Wilson, er alle komiske figurer, der svæver ind og ud af det dramatiske plot. Det er dem, der gĂĄr afsides i egne kontorer og betragter forløbet udefra, hvilket tillader de evigt ironiserende og sarkastiske vurderinger. De har sjældent en alvorlig replik. Heroverfor er de menige læger, Cameron, Chase og Foreman, mere neutrale figurer, der simpelthen skal holde plottet kørende. De er arbejderne, der holder det lægelige og dramatiske maskineri i gang, sĂĄ de guddommelige komikere har noget at ironisere over.

Skulle man være lidt Bataille-agtigt for en kort bemærkning (og det skal man jo), kunne man hævde, at de menige læger er homogene strukturer. De er systemets produktive instanser, hvis eksistensberettigelse udelukkende findes i forhold til systemet, som det er konstitueret af komikernes heterogene strukturer. Komikerne befinder sig på sin vis udenfor produktionssystemet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Houses afsky for kliniktjenesten. Cuddy og Wilson varetager rent faktisk deres pligter i systemet, men defineres ikke af dem. Deres produktive funktion tages for givet og inddrages sjældent i fortællingen. Derimod indtager de psykologiske funktioner i forhold til House (dvs. de er heterogene i forhold til plottet og hospitalet, men homogene i forhold til Houses evige heterogenitet). Wilson er et emotionelt over-jeg (hvis et sådant findes), medens Cuddy er et juridisk over-jeg (hvis et sådant findes). Således er de restriktive funktioner i forhold til Houses rene libidinale udladninger, der sikrer at disse sublimeres på produktiv vis i det medicinske arbejde.

Det komiske udspringer ikke alene af komikernes afstand til systemet og den deraf resulterende komiske effekt af deres vurderinger heraf, men også af spillet komikerne imellem. Wilson og Cuddy er naragtige, fordi deres restriktive funktioner i vid udstrækning er overflødige. House besidder selv disse restriktive instanser, men vælger bevidst at se bort fra dem. Restriktionerne bliver derfor oftest en nyttesløs og latterlig bønfalden, der er iscenesat af House selv for egen og vores nydelse: Udstillingen af det homogene over-jeg som latterlig struktur.

Serien er komisk, så længe afstandene mellem de forskellige homo-/heterogene lag består. SÅ længe komikerne har en beskyttet sfære, ud fra hvilken handlingsforløbet kan kommenteres og manipuleres, og så længe House bedriver selv samme spil i forhold til sine restriktive instanser, findes en komisk spænding. Det dramatiske bliver først rigtig dramatisk eller rørende, når komikerne pludselig træder ned fra Olympen og i fuld alvor kæmper for systemets beståen, patienternes helbredelse iberegnet. Når de heterogene instanser villigt træder ind i homogeniteten omdannes ironiserende kommentar til velment handling, og komik bliver til drama. Serien synes at være bygget op på udvidelser og sammentrækninger af distancen mellem de to sfærer, en slags trækharmonika mellem komedie og drama. Dog er fortællingens og figurernes grundindstilling distancen. Udgangspunktet er den komiske spænding, der fra tid til anden, og som regel hen mod afsnittets slutning, afslappes for at give plads til dramaet.

in Danish / Polemos — No Comments
21
Mar 08

At være eller ikke at være kulturel

Weekendavisens debatsider er, som debatsider jo skal være, fulde af vrisne og ofte tåbelige udsagn, der måske kan irritere nok til, at læseren tager til genmæle og dermed skaber de altid fornøjelige føljetondebatter. De fleste udsagn fortjener dog ikke føljetonen, hvorfor irritationen over dem må finde afløb andetsteds, f.eks. her! I WA 19/3-08 skrev kommende jurist Peter Olsen en herlig samling tankefejl, der da så absolut skal korrekses, uanset disse rettelsers begrænsede udbredelse og uanset, om rettelserne viser sig lige så tåbelige som det rettede.

Den unge Olsens (lettere svage) kritiske blik er rettet mod statens kunststøtte. Udgangspunktet tages i en sammenligning, for den slags illustrerer jo så fint verdens forargeligheder: Nogle føler sig kulturelle foran fodboldskærmen med øl i hånden, medens andre (deriblandt Peter Olsen) føler sig kulturelle i Operaen foran Sacre du printemps. Allerede her synes Peter at være på afveje, idet ingen øldrikkende fodboldtilskuer nogensinde har følt sig kulturel foran skærmen. Og med rette! Hvorfor fanden skulle man det? Og hvorfor går Peter i Operaen, hvis det er med netop dette formål? Det er da intet under, at kunststøtten virker formålsløs, hvis den bare leverer følelsen af at være kulturel, hvad det så end måtte indebære.

Næste argument hævder, at vedtagelsen af Venstres forslag om afskaffelse af den livslange kunstnerydelse vil være “et tiltrængt skridt i retning mod en fri og mangfoldig kunst.” For det første er “fri og mangfoldig kunst” som alle udtryk i “frihed, lighed, broderskab”-kategorien det rene nonsens. Derudover uddeles den livslange kunsterydelse til allerede etablerede kunstnere, der enten allerede befinder sig i de kanoniske skrifter, eller i hvert fald er godt pĂĄ vej. Kunsten som guldrandet og velafgrænset sfære bliver ingenlunde mere fri eller mangfoldig af, at Kim Larsen fratages de 15.000kr ĂĄret. Lad os da endelig kritisere den livslange kunstnerydelse, men en sĂĄdan kritik rettes mod en ændring, ikke en afskaffelse, af statens generelle kulturstøtte. En specifik kritik af den livslange kunstnerydelse kunne vel brokke sig over, at den gĂĄr til de etablerede, og at de 23,5 mio om ĂĄret kan bruges bedre i andre kulturelle sammenhænge. Dette argument søger redistribution i stedet for afskaffelse. GĂĄr man mere generelt efter afskaffelsen er specifik kritik af den livslange kunsterydelse vel irrelevant?

Videre: Kunstnerstøtten binder kunstnerne til “magtregimerne”. For det første er “magtregime” et meget fjollet ord, der aldrig bør bruges, nogensinde. Brugen af dette ord indebærer en stiltiende accept af det skræmmende faktum, at bjørnetjeneste nu bĂĄde kan være godt og skidt, og at den forfordelte nu bĂĄde fĂĄr for lidt og for meget. Derudover er kunstnernes “stavnsbĂĄnd” til “magtregimerne” (føj!) en vandet, pseudopolemisk formulering af den simple kendsgerning, at alle er afhængige af deres indtægtskilder. Kunststøttens forsvarere ville tilsvarende tale om kunsten som “slavebundet” af markedskræfterne. De to finansieringsmodeller lever for tiden side om side, og en fortsat afbalancering mellem de to er formentlig at foretrække. Kunsten er en promiskuøs bastard, der er til bĂĄde østers og snegle, sĂĄ hvorfor skal den ikke trække sin usle mammon fra bĂĄde gĂĄrden og gaden?

For nu hurtigst muligt at glemme Peter Olsens ligegyldige og generelt irriterende referencer til Grækenland og Rom bør der i stedet straks sĂĄs tvivl om beskrivelserne af “kongens mand” Kingo og “samfundsrevser” Holberg: “Systemet elskede Kingo og frygtede Holberg. Eftertiden har glemt Kingo og elsker Holberg. Eksemplet viser med al tydelighed, at den kunst, som magthaverne ønsker at fremme, langtfra altid er den, som fremtiden vil huske.” For- og nutidens kærlighed, glemsel og foragt lader sig næppe fordele med en sĂĄdan nonchalance. Man kan mĂĄske teste den foreslĂĄede kausalitet ved at sammenligne datidens og nutidens opfattelse af de af Mozarts operaer, der var bestilt og betalt af “magtregimet” (bwadr!) med de, der finansieredes af andre instanser (f.eks. Schikaneder), og finde, at Peter Olsen kan stikke den foreslĂĄede ĂĄrsagsrelation op i sin kulturelle følelse. Forholdet til magten eller regimet er ingen indikator for eftertidens ihukommelse.

Dernæst: Politikerne har grundet det problematiske forhold mellem magt og kunst uddelegeret uddelegeringen af støtte til uafhængige delegerede. Det juridiske princip, som Peter Olsen formentlig kommer til at stifte bekendtskab med i løbet af sine studier, er Armslængdeprincippet (se Peter Duelunds samlede værker og dø). Disse uddelegerende delegerede har ifølge Peter Olsen deres “egne hjertebørn, som de forsøger at fremme pĂĄ bekostning af de andre ansøgere.” Ja, det er vel det, de er der for! Visse medlemmer har et vist kunstsyn, der stemmer bedre overens med visse kunstnere end andre. Dette viser ikke “med al tydelighed, at uddelegeringen af skatteydernes midler, sker pĂĄ en arbitrær mĂĄde, som er præget af enorm subjektivitet.” Hvis uddelegeringen sker i forhold til en subjektivitet, der er konsistent nok til at have hjertebørn, er den vel ikke arbitrær! Man kan til nød tale om kontingens, men lad os dog bare blive enige om at de uddelegerende subjekter har en vis grad af rationel tilgang til deres hverv, hvorfor arbitrariteten udelukkes. Og lad os derudover huske den gamle liberale englænder, der ganske rigtigt pointerede hver mands ret til æstetisk domfældelse, men samtidig fremhævede den dannede doms fortrin over Peter Olsens.

Peter Olsen anerkender “alles” (hvem de sĂĄ end er) intentioner om at “gøre det bedre”, men hævder, at eneste farbare vej er “at lade det være op til den enkelte skatteyder at bestemme, hvilke kulturelle oplevelser, han ønsker at støtte.” Skal man bestemme individuelt som skatteyder og dermed via skatten, eller skal hver enkelt blot støtte ved donationer og forbrug? Det første lader sig vist ikke helt gøre. Det andet er ensbetydende med afskaffelse af kunststøtten, hvorfor man ikke bestemmer som “skatteyder”, men som individ, borger, forbruger eller lign.

Indlæggets afslutning fortjener at blive citeret i sin ækle helhed: “Kritikere vil pĂĄstĂĄ, at en afskaffelse af kunststøtten vil betyde et fattigere ĂĄndsliv. En sĂĄdan pĂĄstand er empirisk ufuldstændig.” (hurtig pause, sĂĄ vi kan ønske den empiriske ufuldstændighed samme sted hen som den kulturelle følelse, magtregimerne og arbitrariteten). “Verdens største kunstnere, har alle været drevet af engagement, lidenskab og genialitet, som har været sĂĄ frembrusende, at deres kunst er blevet skabt ligegyldigt, om de har fĂĄet støtte eller ej.” (hvem har nogensinde været drevet af genialitet? Er det ikke noget, man ifølge det klassiske begreb viser i sin skabelse? Forresten skal vi ikke glemme de nok mere fremtrædende drivkræfter, penge og sex.) “Tag f.eks. operasangeren Paul Potts, som udviklede sit talent, mens han solgte telefonbøger. Han fremstĂĄr som et glimrende eksempel pĂĄ, at kunsten ikke gror op af revnerne mellem de politiske smagsdommeres udtørrede ytringer. Den yngler i samfundets blomstrende baghave.” Det bør her slĂĄs fast, at Paul Potts aldrig har været og aldrig bliver kunstner. Han kan godt lide at synge, og visse mennesker er villige til at betale for rædslerne, men det gør det jo ikke til kunst. Hvis hans tonale opkast er baghavens yngel, vil jeg gerne fremhæve det statsstøttede landbrugs fortræffeligheder.

Peter Olsen har rodet sig ud i en interessant diskussion, som jeg lykkeligvis er lettere uvidende om og uendeligt ligeglad med. Han skal dog have tak for iscenesættelsen af en sådan mængde fejlslutninger og tåbeligheder, ligesom Weekendavisens debatsider skal have tak for at trykke lortet. Der er intet som at vågne op til den arrogante vrede over et dårligt argument.