Anne Knudsen
Anne Knudsen indleder sit juleevangelium – sin sædvanlige tilsvining af alle, der ikke smertefrit træder den gode produktive borgers sko og marcherer i takt med “det store vi” – med et julemysterium: Hvordan kan det være, at der ĂĄr efter ĂĄr bliver flere værdigt trængende, nĂĄr arbejdsløsheden stadigt er lav. Det mystiske ved mysteriet er naturligvis ikke selve mysteriet, som ikke er et mysterium, men proklameringen af mysteriet. Mysteriet har jo rent faktisk mulige forklaringer, men som sædvanlig foretrækker Anne Knudsen at insinuere uforklarlighedens utilladelighed, ligesom hun afviser “forvildede unge” og “moraliserende lovovertrædere”, fordi muligheden af, at de skulle have legitime motiver, ligger uden for den tidligere antropologiske forskers fatteevne 1.
Julemysteriet er naturligvis relateret til gaven: “Riges omsorg for fattige mennesker er imidlertid en af de dyder, den moderne velfærdsstat har gjort en del for at udrydde; man fandt det nemlig uværdigt, at private fattige skulle (eller bare kunne) sige tak til private rige.” Statens gavegiveri er sĂĄledes “endnu et skridt pĂĄ vejen væk fra det personlige ansvar og frem mod staten som det eneste voksne samfundsmedlem.” Den patroniserende stat skal altsĂĄ afløses af de riges patronat. I stedet for en eftergivende stat skal de fattige børn fĂĄ en anden kærlighed at føle.
Anne Knudsens gaveevangelium afslører dernæst denne kærligheds hemmelighed: ”Giveren af gode gaver giver aldrig rigtig slip på gaven, og modtageren kan aldrig helt glemme giveren. Det er en social grundlov […]” Nu vides det jo ikke, hvorfra Anne Knudsen udleder denne grundlov, dette gavereglement. En noget tendentiøs læsning af Marcel Mauss måske? Men hvad blev af f.eks. Derridas begreb om gaven som det, der ikke kan gives? Giver du bare, hvad du har i overskud, udgør det ingen gave. Gaven er at give husly, når du ikke har plads, at tilgive det utilgivelige.
Næh, ifølge Anne Knudsens juleevangelium er gaven ”aldrig uden betingelser.” Den fattige skal gøre gengæld ved at bedre sig, ved at holde op med at besmudse ”det store vi” og træde den goder borgerlige vals i takt til musikken. Når den fattige modtager et par balsko, skal de på fødderne med ydmyg tak, om de passer eller ej.
Anne Knudsen fortsætter: ”Glæder man andre af et godt hjerte, må man give modtageren lov til at gøre gengæld; det er hårdhjertet at nægte at tage imod taknemmelighed.” De riges gavmilde patronat giver jo af godt hjerte. De vil jo det bedste, og de ved, hvad de snakker om. De er jo rige! De forvildede mennesker skal ledes ind på den rette sti, de skal indlemmes i ”det store vi,” om de vil eller ej, og når de modtager gaven har de pligt dertil.
Gaven er nemlig pligt uden ret: ”Rettigheder er fine, men hvis man har ret til sin gave, bringer den ingen glæde. En gave er netop det, man ikke har ret til.” Den fattige har ingen ret til at modtage, men når gaven falder, skal der rettes ind. Ellers er det ud i kulden. Glædelig jul!
- se evt. indlæggene Muligheden af en anden verden og Dyr og dyr – angivelighedens pris ↩
Tags: Anne Knudsen, Derrida, gaver, jul, juleevangeliet, Marcel Mauss, Weekendavisen
