A bit of criticism in Danish:
Fra tid til anden støder man på udsagn, der i struktur og indhold er så vildfarne, at man næsten ikke orker at løfte pegefingeren til opbyggelig retningsangivelse mod fornuftens åbenbart svært navigerbare sti, men blot i mat stilhed græmmes over det velunderbyggede standpunkts devaluering til fordel for en polemisk mauvaise foi. Når denne tilmed stolt stilles til skue i Weekendavisen på lederplads – hvilket den jo desværre gør med jævne mellemrum – bør den rette finger dog alligevel med dertil passende gestus indikere den kejserlige nøgenhed.
I indlægget ”Dyr og dyr” præsenterer Anne Knudsen på ublu maner sin polemiske retningssans i allerførste sætning: ”Mink er blevet dyreaktivisters foretrukne demonstrationsdyr.” Først og fremmest bør det bemærkes, at AK formentlig henviser til dyreretsaktivister eller dyreværnsaktivister. ”Dyreaktivister” såvel som ”demonstrationsdyr” synes at være lidet poetiske neologismer, der ikke udtrykker andet end skribentens uvilje mod sit emne. Dernæst dette ”blevet … foretrukne”, der med polemisk snilde skal fremvise aktivismens objekt som uden videre omskifteligt alt efter mode og tendenser og dermed afbilde en aktivisme uden substans. Påstanden om rebeller uden egentligt forehavende underbygges på hul vis i omtalen af minkfarmene, hvor aktivister ”angiveligt har fundet dyr, der ikke blev behandlet efter forskrifterne.” Har AK mon set videooptagelserne af de angivelige rædsler? I så fald må hun da medgive, at det er som så med ”angiveligheden”. Skulle ”angiveligheden” derimod komme af lederens forfatning før Operation X tirsdag d. 27. eller AKs manglende ønske om at komme angiveligheden til livs, er det vel atter en demonstration af førnævnte mauvaise foi.
Udover en for argumentet irrelevant henvisning til minkudslip som angiveligt katastrofal og tilmed ulovlig aktivistisk strategi stiller AK primært spørgsmålstegn ved valget af netop dette ”foretrukne demonstrationsdyr.” Hvorfor ikke grise? Eller kyllinger? Udover at de pågældende aktivister formentlig blankt afviser disse former for indespærring såvel som det begreb om ”produktionsdyr,” som AK angiveligt accepterer uden at blinke, er der jo reelle årsager til valget af netop dette indsatsområde. AK har bare undladt at sætte sig ind i dem. Det ville her klæde journalisten rent faktisk at spørge til de pågældende holdninger i stedet for uden videre at hævde egen forforståelse tilstrækkelig.
Det ville endvidere klæde den tidligere antropologiske forsker i mindre grad at stoppe en uskøn samling misforståede motiver ned i halsen på de observerede individer. At mink er slidstærkt og i visse øjne tilmed pænt er uden betydning for, hvorvidt minkopdræt skal accepteres eller ej. Ej heller har prisen og pelsens luksusstatus relevans for kritikken af pelsproduktionen. At det er luksus og derfor pr. definition unødvendigt er dog med stor sandsynlighed en faktor i den aktivistiske observans. Om det rent faktisk er tilfældet, kunne AK jo eventuelt finde ud af, hvis hun viste sig fra sin velovervejede, professionelle og anstændige side og rent faktisk spurgte aktivisterne om deres argumenter i stedet for at blot at fabulere om det angivelige. Så ville hun måske også opdage, at ”de moraliserende lovovertrædere” stik modsat hendes påstand velsagtens støtter en radikal prisstigning på pels. Jo dyrere jo bedre! Helst så dyrt at ingen har råd til at købe det.
Tags: aktivisme, Anne Knudsen, dyreret, pels, Weekendavisen
