Debatten har floreret pr mund, mail og sms, og nu kan den jo lige så godt gøre sig som ingrediens i blogosfærens evige mousse verbale. Spørgsmålet: Er tv-serien House komedie eller drama? Et meget vigtigt spørgsmål, der kunne besvares som følger:
Ingen tvivl om, at det skematiske plot om ét sygdomstilfælde pr. afsnit er drama (og oh hvilket drama!), men fortællingen er nu alligevel overvejende komisk. De tre “øvre” læger, House, Cuddy og Wilson, er alle komiske figurer, der svæver ind og ud af det dramatiske plot. Det er dem, der gÃ¥r afsides i egne kontorer og betragter forløbet udefra, hvilket tillader de evigt ironiserende og sarkastiske vurderinger. De har sjældent en alvorlig replik. Heroverfor er de menige læger, Cameron, Chase og Foreman, mere neutrale figurer, der simpelthen skal holde plottet kørende. De er arbejderne, der holder det lægelige og dramatiske maskineri i gang, sÃ¥ de guddommelige komikere har noget at ironisere over.
Skulle man være lidt Bataille-agtigt for en kort bemærkning (og det skal man jo), kunne man hævde, at de menige læger er homogene strukturer. De er systemets produktive instanser, hvis eksistensberettigelse udelukkende findes i forhold til systemet, som det er konstitueret af komikernes heterogene strukturer. Komikerne befinder sig på sin vis udenfor produktionssystemet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Houses afsky for kliniktjenesten. Cuddy og Wilson varetager rent faktisk deres pligter i systemet, men defineres ikke af dem. Deres produktive funktion tages for givet og inddrages sjældent i fortællingen. Derimod indtager de psykologiske funktioner i forhold til House (dvs. de er heterogene i forhold til plottet og hospitalet, men homogene i forhold til Houses evige heterogenitet). Wilson er et emotionelt over-jeg (hvis et sådant findes), medens Cuddy er et juridisk over-jeg (hvis et sådant findes). Således er de restriktive funktioner i forhold til Houses rene libidinale udladninger, der sikrer at disse sublimeres på produktiv vis i det medicinske arbejde.
Det komiske udspringer ikke alene af komikernes afstand til systemet og den deraf resulterende komiske effekt af deres vurderinger heraf, men også af spillet komikerne imellem. Wilson og Cuddy er naragtige, fordi deres restriktive funktioner i vid udstrækning er overflødige. House besidder selv disse restriktive instanser, men vælger bevidst at se bort fra dem. Restriktionerne bliver derfor oftest en nyttesløs og latterlig bønfalden, der er iscenesat af House selv for egen og vores nydelse: Udstillingen af det homogene over-jeg som latterlig struktur.
Serien er komisk, så længe afstandene mellem de forskellige homo-/heterogene lag består. SÅ længe komikerne har en beskyttet sfære, ud fra hvilken handlingsforløbet kan kommenteres og manipuleres, og så længe House bedriver selv samme spil i forhold til sine restriktive instanser, findes en komisk spænding. Det dramatiske bliver først rigtig dramatisk eller rørende, når komikerne pludselig træder ned fra Olympen og i fuld alvor kæmper for systemets beståen, patienternes helbredelse iberegnet. Når de heterogene instanser villigt træder ind i homogeniteten omdannes ironiserende kommentar til velment handling, og komik bliver til drama. Serien synes at være bygget op på udvidelser og sammentrækninger af distancen mellem de to sfærer, en slags trækharmonika mellem komedie og drama. Dog er fortællingens og figurernes grundindstilling distancen. Udgangspunktet er den komiske spænding, der fra tid til anden, og som regel hen mod afsnittets slutning, afslappes for at give plads til dramaet.
